ERFA – Bygherre frifundet for erstatningskrav for støj og støvgener i forbindelse med et anlægsarbejde

Københavns Byrets dom af 25. marts 2021

København Byret har ved dom af 25. marts 2021 afsagt dom i en sag om et erstatningskrav fra en nabo til et støjende og støvende anlægsarbejde.

Byretten har ved dommen frifundet bygherren for ansvar, idet der ikke var holdepunkter for, at bygherren havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med arbejdernes udførelse.

Om de nærmere omstændigheder i sagen kan det oplyses, at anlægsarbejdet var et større kloakrenoveringsprojekt i et villakvarter, som indebar, at der på en villavej skulle etableres en byggegrube med henblik på at etablere en skakt til kloakledningen.

Etableringen af den pågældende skakt indebar anvendelse af en såkaldt sekant boremaskine, der har et højt støjniveau. Forud for anlægsarbejdets igangsætning havde bygherren på sædvanlig vis orienteret og varslet naboer om arbejderne i henhold til byggelovens bestemmelser herom.

Bygherren havde endvidere indhentet tilladelse med særlige vilkår (grænseværdier, arbejdstid mv.) til de støjende arbejder hos kommunen.

I forbindelse med borearbejdernes opstart klagede en nabo over støjforholdene, og det konstateredes efter ca. 2 ugers arbejde, at støjgrænserne ikke var overholdt. Arbejdet blev standset med henblik på bygherrens etablering af støjdæmpende foranstaltninger i form at højere støjvæg, dæmpning af boremaskine m.v.

Da arbejdet blev sat i gang igen viste en ny støjmåling fortsat overskridelser af støjgrænserne, hvorefter bygherren udførte yderligere støjdæmpende foranstaltninger, hvorefter arbejderne blev genoptaget og afsluttet.

I perioden mellem arbejdernes genoptagelse og afslutning blev der foretaget yderligere 2 støjmålinger med overholdelse af  støjgrænserne.

Bygherren førte desuden logbøger over arbejdstider samt tiltag med henblik på at reducere støvbelastningen i området.

Efter bevisførelsen har retten lagt til grund, at det samlede arbejde med udførelse af arbejder med sekant boremaskinen fandt sted i en periode på ca. 3 måneder henover sommeren 2014.

Sagsøger i sagen havde sin private bopæl i nærheden af den pågældende byggegrube og havde i forbindelse med anlægsarbejdernes opstart etableret frisørsalon i ejendommen, som sagsøger efter anlægsarbejdernes afslutning flyttede til en ny beliggenhed på en nærliggende bygade. Det var sagsøgers opfattelse, at flytningen af salonen var nødvendiggjort af de støjende og støvende arbejder, og hun krævede derfor erstatning for det tab, flytningen havde påført hende. Sagsøger førte som bevis i sagen et betydeligt antal vidner i form af naboer, der alle kunne bekræfte, at arbejderne støjede og støvede, hvilket bygherren heller ikke havde bestridt.

Spørgsmålet var derfor, om støj- og støvforholdene havde været af et sådant omfang og karakter, at bygherren måtte anses for erstatningsansvarlig efter almindelige regler om erstatning, herunder om generne oversteg, hvad en nabo måtte tåle under de konkrete omstændigheder i henhold til naboretlige regler.

Som anført var der i sagen en række støjmålinger, der både viste, at støjgrænserne var overskredet i visse perioder, og at støjgrænserne var overholdt i andre perioder. Retten fandt ikke, at overskridelsen af støjgrænserne i sig selv kunne bære et erstatningsansvar, idet bygherren i forlængelse af de pågældende støjmålinger havde standset arbejdet for at iværksætte foranstaltninger til dæmpning af navnlig støj og støv. Retten fandt således ikke grundlag for at statuere, at bygherren havde handlet ansvarspådragende.

Retten fandt heller ikke anledning til at statuere ansvar på naboretligt grundlag, idet retten ikke fandt det bevist, at den midlertidige støjbelastning og støvgene i nærheden af sagsøgers ejendom havde overskredet, hvad hun som nabo til et anlægsarbejde af denne karakter måtte tåle.

Uagtet at det ikke var nødvendigt for rettens frifindelse, fandt retten samtidig anledning til at bemærke, at sagsøgerheller ikke havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem anlægsarbejderne og det rejste økonomiske tab, ligesom retten også bemærkede, at sagsøger heller ikke havde løftet beviset for det påståede økonomiske tab.

Kommentar

Frifindelsen af bygherren var ikke overraskende, men sagen illustrerer vigtigheden af at kunne dokumentere, hvilke arbejder der har fundet sted og hvornår. I den forbindelse hjalp det bygherren, at der løbende var udfærdiget byggemødereferater, ført logbøger over arbejdernes udførelse, ligesom der forelå støjmålinger, der kunne dokumentere lydbelastningen, og ikke mindst at bygherren iværksatte tiltag, når støjmålingerne viste, at der var behov herfor.

Dommen viser i øvrigt i relation til naboretten, at der skal meget til, før midlertidige kortvarige gener kan føre til ansvar på et naboretligt grundlag.

Det er uvist, om sagen indbringes for landsretten.

Spørgsmål om sagen kan rettes til mig.

Med venlig hilsen
Jacob Fenger