ERFA – Mellemkommunal refusion – opholdskommune – ”smuttur”

Retten i Esbjergs dom af 14. september 2022

Sagen opstod mellem tre kommuner, der var uenige om betalingspligten for en anbragt borger, efter denne kortvarigt havde forladt sit anbringelsessted for at tage ophold i en anden kommune.

Borgeren var oprindeligt anbragt af kommune A på et botilbud for voksne efter servicelovens § 107 og/eller § 108.

Dette botilbud var beliggende i kommune B, men da beslutningen om anbringelse var truffet af kommune A, var denne kommune både handle- og betalingskommune for borgeren.

Under sit ophold kom borgeren via Facebook i kontakt med en jævnaldrende, som var bosat i kommune C, og besluttede af egen drift at forlade sit opholdssted for i stedet af bo ved denne kæreste og hendes familie.

Borgeren medtog enkelte af sine ejendele, men efterlod møbler og andre større genstande samt et kort afskedsbrev til opholdsstedet.

Efter et ganske kort, men begivenhedsrigt, forløb, indfandt borgeren sig af egen drift igen på opholdsstedet ca. 3 uger senere, hvor han blev indlogeret på sit gamle værelse og genoptog sin hidtidige anbringelse.

I den mellemliggende periode havde kommune A opsagt pladsen på botilbuddet, dog med et særligt vilkår om, at pladsen skulle stå åben, hvis borgeren kom tilbage inden for opsigelsesvarslet (hvad han gjorde).

Kommune A havde endvidere truffet afgørelse over for borgeren om ophør af indsatsen efter serviceloven – en afgørelse, der imidlertid var stilet til opholdsstedet, og som derfor ikke med sikkerhed kom frem.

Borgeren havde for sit vedkommende meldt flytning i folkeregisteret og havde anmodet om offentlig understøttelse i kommune C.

Bortset herfra var kommune C ikke vidende om flytningen, og hverken kommune A eller opholdsstedet havde i forbindelse med rømningen foretaget underretning.

Da borgeren efter ca. 3 uger på ny indfandt sig på sit opholdssted, påstod kommune A, at pligten til at agere og betale i forhold til borgeren var overgået til kommune C (senest) ved flytningen af folkeregisteradresse.

Kommune C gjorde heroverfor gældende, at opholdet i kommunen havde været af så spontan og midlertidig karakter, at borgeren ikke derved have fået ny opholdskommune. Samtidig gjorde kommune C over for kommune B gældende, at hvis borgeren ved flytningen til kommune C havde fået ny opholdskommune, måtte det samme gøre sig gældende ved borgerens flytning tilbage til opholdsstedet, som lå i kommune B.

Efter en meget konkret vurdering af de nærmere omstændigheder omkring flytningen fandt retten, at borgerens ophold i kommune C ikke havde haft en så varig karakter, at borgeren herved havde fået ny opholdskommune. Kommune A var derfor (fortsat) opholds-, og der-med handle- og betalingskommune, og kommune A skulle derfor refundere de af kommune C afholdte udgifter.

Ankestyrelsen var forinden nået til det modsatte resultat.

***

Afgørelsen illustrerer, at fastlæggelsen af en borgers opholdskommune ikke alene kan ske på baggrund af oplysninger i folkeregisteret, hvad de relevante vejledninger da også forudsætter.

I tvivlstilfælde beror vurderingen på en flerhed af forhold, hvor folkeregisteradressen indgår, men hvor også borgerens hensigt (hvis denne kan fastlægges), karakteren af den midlertidige bolig, opholdets varighed og omstændighederne omkring opholdets afslutning må indgå.

Herudover må det antages i den konkrete sag at have indgået i rettens vurdering, at borgerens behandlingskrævende diagnose bl.a. omfattede kognitive udfordringer, herunder manglende evne til at planlægge eller konsekvensberegne. Borgerens subjektive forhold omkring flytningen kunne derfor – måske – ikke tillægges helt samme betydning, som når en sinds-rask person flytter.

Vurderingen er både vanskelig og konkret, men som sagen viser, kan der være tilfælde, hvor en kortvarig rømning af et botilbud ikke nødvendigvis er en flytning i retssikkerhedslovens forstand.

Det er endnu uvist, om sagen ankes.