ERFA – Tilbagebetaling af udbetalt patienterstatning – ikke forældet

Retten i Viborg afsagde den 29. september 2021 dom i en sag om tilbagebetaling af for meget udbetalt patienterstatning.

En nakkeopereret patient var af Patienterstatningen tilkendt ca. 1,1 mio. kr. i erstatning.

Begge parter påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatning, der vurderede, at skadelidte ikke var påført skade ved behandlingen. Skadelidte havde derfor ikke ret til erstatning.

På den baggrund rettede regionen henvendelse til patienten med anmodning om tilbagebetaling af beløbet. En anmodning, der blev afslået under henvisning til dels at patienten ikke mente, at betingelserne for tilbagesøgning (condictio indebiti) var opfyldt, dels at beløbet var udbetalt mere end 3 år tidligere, og at et eventuelt tilbagesøgningskrav derfor var forældet.

Byretten fandt, at regionen i forbindelse med erstatningens udbetaling havde taget et konkret forbehold, og at regionen derfor kunne søge erstatningen tilbage. Afgørelsen er på dette punkt i overensstemmelse med praksis vedrørende andre regioner omtalt i bl.a. ERFA af 22. oktober 2019 og ERFA af 22. februar 2018. [LINKES]

Det ”nye” spørgsmål i sagen var, hvilken betydning det har for forældelsen af tilbagesøgningskravet, at regionen – som følge af den mellemliggende behandling af sagen ved Ankenævnet for Patienterstatningen og siden ved domstolene (mellem patienten og ankenævnet) – først havde rejst kravet mere end 3 år efter beløbet var udbetalt.

Retten udtaler herom, at udgangspunktet i forældelsesloven er at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve sin fordring opfyldt. På grund af den særlige procedure for behandling af sager om tilkendelse og udbetaling af erstatning i patientskadesager, som er fastsat i lov om klage- og erstatningsadgang, fandt retten, at regionen tidligst kunne kræve tilbagebetaling af erstatningen ved ankenævnets afgørelse.

Da kravet var forfulgt mindre end 3 år efter dette tidspunkt, var det unødvendigt at tage stilling til, om forældelsen tillige havde været afbrudt under den efterfølgende retssag.

Kommentar
Dommen er i overensstemmelse med tidligere domspraksis for så vidt angår tilbagesøgningskravet. Når der er lavet et klart og utvetydigt tilbagesøgningsforbehold, er det således muligt at få tilbagebetalt for meget udbetalt patienterstatning.

Det i sagen rejste spørgsmål om forældelse har derimod ikke tidligere været prøvet.

Dommen fastslår her, at det almindelige forældelsesretlige princip om, at fordringer først forældes, når de kan forfølges, på patientskadeområdet indebærer, at krav på tilbagesøgning tidligst forældes efter afgørelsen af en eventuel klagesag.

Indtil dette tidspunkt er regionen, som følge af den særlige proces i KEL, forhindret i at forfølge kravet.

Det havde naturligvis været interessant at se rettens vurdering af den forældelsesmæssige betydning af, at der efterfølgende verserede retssag mellem patienten og ankenævnet (i en proces, hvor regionen efter KEL muligvis slet ikke kan være part).

Så langt kom vi ikke, men præmisserne er ikke desto mindre af generel betydning for håndteringen af patienterstatningssager.

***

Spørgsmål i sagen kan rettes til Kristian Torp.