ERFA – Kommune frifundet for ansvar ved uretmæssig raskmelding
Retten i Horsens har ved dom af 21. oktober 2025 behandlet en sag om en kommunes ansvar for en borgers sygdomsforløb (svie og smerte). Sagen vedrørte, om kommunens raskmelding af en borger under et sygedagpengeforløb var ansvarspådragende og om det i bekræftende fald havde forværret sagsøgers helbredstilstand og dermed forlænget sagsøgers sygeperiode.
Retten i Horsens dom af 21. oktober 2025
Sagsøger blev den 4. april 2022 sygemeldt fra sit arbejde som følge af stress og depression og overgik herefter til sygedagpenge. Den 11. august 2022 traf kommunen afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge med den begrundelse, at sygemeldingen primært skyldtes sagsøgers søns sociale forhold og mistrivsel – og dermed ikke sagsøgers egen sygdom. Kommunen vurderede derfor, at sagsøger kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Sagsøgers tilstand blev i perioden herefter forværret. Ankestyrelsen ændrede den 31. oktober 2022 Kommunes afgørelse af 11. august 2022 om at standse udbetalingen af sagsøgers sygedagpenge.
Tvisten i sagen beroede herefter på, om kommunen havde handlet ansvarspådragende som følge af den uberettigede raskmelding af sagsøger, og om sagsøger derfor havde krav på godtgørelse for svie og smerte som følge af en forlænget sygdomsperiode.
***
Retten i Horsens anførte i sin begrundelse, at spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde pådraget sig erstatningsansvar ved afgørelsen den 11. august 2022, måtte vurderes på baggrund af en samlet bedømmelse af det socialfaglige skøn, som kommunen havde foretaget, herunder ved inddragelse af de oplysninger, som ifølge Vejledning om vurdering af uarbejdsdygtighed i sygedagpengesager og sager om jobafklaringsforløb kunne indgå i afgørelsen.
Endvidere anførte retten, at det på baggrund af forklaringerne fra de kommunale sagsbehandlere kunne lægges til grund, at afgørelsen om at standse sagsøgers sygedagpenge var truffet på baggrund af en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger.
Retten fandt på den baggrund, at det ikke var godtgjort, at kommunen havde begået klare fejl i sin konkrete og individuelle behandling af sagen, som kunne begrunde et erstatningsansvar – selvom Ankestyrelsen senere ændrede kommunens afgørelse.
Kommunen blev herefter frifundet.
Sagen har været behandlet af procesteamet hos Holst, Advokater, og spørgsmål om sagen kan rettes til advokat Amalie Motzfeldt.