ERFA – Forsikringsselskabs regreskrav var forældet efter forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt.
Efter et færdselsuheld den 19. december 2017 rettede kaskoforsikringsselskabet (F1) for det ene implicerede køretøj regres mod det andet køretøjs motoransvarsforsikringsselskab (F2).
Retten i Odenses dom af 18. februar 2025
Den 7. januar 2019 fremsendte F1 således en elektronisk meddelelse til F2 via EDI-regresplatformen med anmodning om at anerkende “Regresaftalens Ansvars- og fordelingsregel K2”.
EDI-regresplatformen er et kommunikationssystem som anvendes af forsikringsselskaber, når de skal udveksle oplysninger om sager vedrørende skader på motorkøretøjer, når skyldsspørgsmålet skal fordeles imellem de indblandede parter. Selskaberne udveksler også oplysninger om skadeudgiften, uheldsstedet og oplysninger om parterne samt parternes køretøjer.
Som nævnt havde F1 anmodet F2 om at anerkende en såkaldt ansvars- og fordelingsregel efter “regresaftalen”. Regresaftalen er indgået mellem en lang række forsikringsselskaber med det formål at lette selskabernes administration af skadesager (kaskokrav) med motordrevne køretøjer. Aftalen indebærer, at ansvarets placering i relation til kaskokrav, som ikke overstiger 100.000 kr., skal afgøres ud fra en række definerede ansvars- og fordelingsregler.
F1 anmodede F2 om at anerkende ansvars- og fordelingsregel K2, som har følgende indhold:
“Fuldt ansvar, hvis det bevises, at den ene part er over vejmidten eller overskrider fuldt optrukken linje.”
F2 anerkendte erstatningspligten den 13. januar 2019.
F1 fremsendte den 13. marts 2019, også via EDI-regresplatformen, et opgjort erstatningskrav på 244.300 kr. Kravet oversteg dermed beløbsgrænsen i regresaftalen.
F2 stillede herefter spørgsmål til kravets opgørelse den 27. marts 2019 og igen den 27. januar 2020, hvoraf det sidste spørgsmål ikke blev besvaret før 30. november 2022, hvor F1 ligeledes rykkede for betaling. Stævning blev indgivet den 24. marts 2023.
Spørgsmålet for Retten i Odense var, om F1’s regreskrav var forældet 3 år efter F2’s anmodning om oplysninger til brug for kravets opgørelse, jf. forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt.
Fra F1’s side blev det gjort gældende, at en anerkendelse af ansvars- og fordelingsregler alene kunne betragtes som en anerkendelse af krav, som beløbsmæssigt falder inden for regresaftalen, mens vi på vegne af F2 gjorde gældende, at anerkendelsen var en anerkendelse i bred forstand, og at F2 netop ikke havde tilkendegivet at ville træde tilbage fra sin tidligere anerkendelse, da kravet viste sig at overstige 100.000 kr., men havde optrådt på en måde, som tydeligt viste, at F2 fortsat mente at være forpligtet af sin anerkendelse.
Retten tilsluttede sig i det hele vores synspunkter og frifandt på den baggrund F2 som følge af forældelse.
Kommentar
Under sagen blev der indhentet en udtalelse fra F&P’s Responsumudvalg, som er gengivet i dommen på side 4. Responsumudvalget udtalte, at hvis et selskab ved meddelelse til et andet selskab om et krav anmoder om anerkendelse af en fordeling i henhold til regresaftale, da er det kutyme, at det accepterende selskab står helt frit, hvis det senere viser sig, at kaskokravet på grund af dets størrelse falder udenfor regresaftalen.
Retten fandt – i tråd med de synspunkter, vi anførte til støtte for F2’s påstand om frifindelse som følge af forældelse – at Responsumudvalgets svar i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige principper om ugyldighed må forstås derhen, at det accepterende selskab kan påberåbe sig ikke at ville være bundet af den meddelte accept som følge af bristede forudsætninger.
Det regressøgende selskab kan omvendt ikke senere påberåbe sig, at det anerkendende selskab ikke er bundet af sin oprindelige anerkendelse med det formål at forbedre sin forældelsesmæssige retsstilling.
Dommen illustrerer dermed, at der ikke er grundlag for en antagelse om, at regresaftalen mellem forsikringsselskaberne indebærer en ændring af grundlæggende aftaleretlige principper om retsvirkninger af en viljeerklæring, og om hvem der har mulighed for at påberåbe sig ugyldighed af en sådan.
Det er oplyst, at dommen ikke ankes.
Sagen er forberedt og hovedforhandlet af procesteamet hos Holst, Advokater, og spørgsmål
om sagen kan rettes til advokat Eva Høje Bisgaard Anker.
