Aktuelt

Holst, Advokater Advokatpartnerselskab
T, +45 8934 0000
F, +45 8934 0001

info@holst-law.com

CVR: 35680470

Åbningstider:
Mandag – fredag kl. 8.00-17.00

Aarhus

Hans Broges Gade 2

DK-8000 Aarhus C

København

Indiavej 1

DK-2100 København Ø

ERFA – Kommune frifundet for ansvar i en arbejdsulykke – ikke grundlag for skærpet culpavurdering eller tilsynsforpligtelse – defekt skrivebord

I 2018 skulle en kommunal medarbejder flytte ind i et nyt kontor, og i den forbindelse ville hun flytte skrivebordet nogle få centimeter med bistand fra en kollega. Under flytningen kollapsede benene under bordet, hvilket forårsagede personskade.

Vestre Landsrets dom af 4. juli 2024 og Retten i Aarhus’ dom af 31. oktober 2022

Bordet havde henstået i det pågældende kontor siden 2013, og var opstillet af et professionelt flyttefirma i forbindelse med en større intern flytning i kommunen. De efterfølgende undersøgelser viste, at bordet havde en defekt, idet en særlig metalbøjle under bordet ikke var monteret. Kommunen foretog i anledningen af ulykken undersøgelse af de øvrige skriveborde, hvor enkelte også havde lignende/tilsvarende defekter.

Skadelidte stævnede i samarbejde med sin fagforening kommunen og nedlade påstand om betaling af erstatning.

Tvistepunkterne i sagen var hovedsageligt, om kommunen som følge af et utilstrækkeligt tilsyn med skrivebordene havde pådraget sig ansvar, og dernæst om kommunen hæftede for flyttefirmaets eventuelle fejl i forbindelse med skrivebordets opstilling 5 år forud for ulykken.

Byretten frifandt kommunen. Retten lagde vægt på, at skadelidte ikke havde dokumenteret, at der var handlet culpøst fra kommunens side, hverken i forbindelse med arbejdspladsens indretning eller som følge af manglende tilsyn. Byretten fandt, at antagelse af en professionel tredjemand til at flytte og installere kontorinventar bør anses som en sædvanlig og forsvarlig fremgangsmåde for etablering af en kontorplads, ligesom byretten påpegede, at et skrivebord ikke har karakter af en genstand, der i almindelighed skal føres løbende eller periodiske tilsyn med af sikkerhedsmæssige grunde.

Landsretten har ved dom af 4. juli 2024 stadfæstet byrettens dom i henhold til grundene, men vigtige tilføjelser.

Skadelidte havde under ankesagen gjort gældende, at gælder et skærpet ansvar for arbejdsgiveren i en sag som denne, hvor skaden efter skadelidtes opfattelse kunne henføres til en defekt i et teknisk hjælpemiddel, og således til et område hvor domstolene nok er mindre tilbageholdende med at pålægge et skærpet ansvar end i andre sammenhænde.

Det er ganske tilfredsstillende, at landsretten udtrykkeligt anfører, at der ikke gælder en skærpet ansvarsvurdering i en sag som denne, ligesom det er tilfredsstillende, at landsretten tillige påpeger, at arbejdsgiveren ikke har en særlig tilsynsforpligtigelse med skriveborde eller kontorinventar.

En domfældelse, der havde været begrundet i en sådan tilsynsforpligtigelse, ville have påført alle arbejdsgivere med kontorarbejdspladser en betydelig administrativ byrde i form af løbende, periodiske tilsyn med kontorindretninger, og dommen har således også mere principiel betydning for arbejdsgiversiden.

Sagen er forberedt og hovedforhandlet ved by- og landsret af procesteamet hos Holst, Advokater, og spørgsmål om sagen kan rettes til advokat Jacob Fenger.