Reglerne om medarbejderrepræsentation i koncerner
Reglerne om koncernrepræsentation giver medarbejdere i datterselskaber mulighed for at opnå repræsentation i moderselskabets bestyrelse. I denne artikel gennemgår vi reglerne om koncernrepræsentation, herunder blandt andet hvornår retten til koncernrepræsentation opstår, hvor mange medarbejderrepræsentanter som medarbejderne har ret til, og hvordan valget fungerer i praksis.
1. Indledning
I en tidligere artikel – som kan læses her – gennemgik vi reglerne om medarbejderrepræsentation, herunder hvornår ansatte i et kapitalselskab har ret til repræsentation i selskabets øverste ledelsesorgan. Mange selskaber er i dag organiseret i koncerner med moderselskaber og datterselskaber. I sådanne koncerner gælder der særlige regler om medarbejderrepræsentation, hvilke også er kendt som “reglerne om koncernrepræsentation”.
Reglerne om koncernrepræsentation sikrer, at medarbejdere i fx et datterselskab under visse betingelser har ret til repræsentation i moderselskabets øverste ledelsesorgan.
2. Retten til koncernrepræsentation
For at medarbejderne i en koncern kan kræve repræsentation i moderselskabets bestyrelse, skal en række betingelser være opfyldt. Betingelserne er overordnet følgende:
- Der skal være tale om en koncern i selskabslovens forstand.
- Koncernen skal i gennemsnit have beskæftiget mindst 35 medarbejdere i de seneste tre år.
- Mindst ét af selskaberne i koncernen skal have eksisteret i mindst tre år. Det er således ikke et krav, at koncernstrukturen som helhed har bestået i tre år.
2.1 Eksempel: Opgørelse af koncernens medarbejdere
A A/S er moderselskab i en dansk koncern. A A/S har kun 5 ansatte i administrationen. Selskabet ejer imidlertid tre danske datterselskaber med henholdsvis 15, 12 og 10 ansatte.
Ingen af datterselskaberne opfylder hver for sig kravet om 35 ansatte. Da koncernen samlet har beskæftiget 42 medarbejdere i gennemsnit over de seneste tre år, har medarbejderne i koncernen ret til at kræve, at der etableres koncernrepræsentation i A A/S.
3. Hvor mange medarbejderrepræsentanter?
Når betingelserne for koncernrepræsentation er opfyldt, opstår spørgsmålet om, hvor mange medarbejderrepræsentanter som medarbejderne har ret til at vælge.
Udgangspunktet er, at medarbejderne har ret til at vælge et antal repræsentanter, der svarer til halvdelen af de generalforsamlingsvalgte medlemmer af moderselskabets øverste ledelsesorgan. Der skal dog altid vælges mindst tre medarbejderrepræsentanter med tilhørende suppleanter. Hvis halvdelen af de generalforsamlingsvalgte medlemmer ikke udgør et helt tal, afrundes der opad.
Hvis moderselskabet selv er omfattet af reglerne om medarbejderrepræsentation, kan medarbejderne i moderselskabet have ret til at vælge to medlemmer efter reglerne om selskabsrepræsentation. Disse medlemmer indgår i det samlede antal medarbejdervalgte medlemmer, som medarbejderne i koncernen har ret til at vælge.
3.1 Eksempel: Samspillet mellem selskabs- og koncernrepræsentation
Generalforsamlingen i moderselskabet har valgt 8 bestyrelsesmedlemmer. Medarbejderne har derfor ret til at vælge 4 medarbejdervalgte medlemmer til bestyrelsen.
Hvis medarbejderne i moderselskabet allerede har valgt 2 medlemmer efter reglerne om selskabsrepræsentation, kan medarbejderne i koncernens datterselskaber vælge de resterende 2 medlemmer efter reglerne om koncernrepræsentation. Der vil således fortsat være i alt 4 medarbejdervalgte medlemmer i bestyrelsen.
4. Valget til koncernrepræsentation
Koncernrepræsentation etableres ikke automatisk, selvom betingelserne herfor er opfyldt. Det kræver, at medarbejderne fremsætter krav om en såkaldt “ja/nej-afstemning”.
Kravet kan fremsættes af:
- Et flertal af de medarbejdervalgte medlemmer i et eller flere af datterselskabernes samarbejdsudvalg.
- Personaleforeninger, faglige klubber eller lignende, der repræsenterer mindst 1/10 af medarbejderne i datterselskaberne.
- Mindst 1/10 af medarbejderne i datterselskaberne.
Hvis mindst halvdelen af de stemmeberettigede medarbejdere stemmer for forslaget, er beslutningen om koncernrepræsentation vedtaget.
Hvor valg af medarbejderrepræsentanter i et enkelt selskab typisk sker ved direkte afstemning blandt de ansatte, gennemføres valg til koncernrepræsentation som udgangspunkt ved et indirekte valg.
Til dette formål nedsættes et valgmandskollegium bestående af repræsentanter fra de enkelte datterselskaber. Hvert datterselskab tildeles stemmer i valgmandskollegiet i forhold til antallet af ansatte. Det er herefter valgmandskollegiet, der vælger de endelige koncernrepræsentanter.
Udover den beskrevne fremgangsmåde findes der også regler om direkte valg og fredsvalg, som ikke behandles nærmere i denne artikel.
5. Medarbejdere i udenlandske datterselskaber
Medarbejdere i udenlandske datterselskaber har ikke automatisk ret til koncernrepræsentation i det danske moderselskab. Moderselskabet kan dog beslutte at udvide ordningen, så også medarbejdere i udenlandske datterselskaber får stemmeret og valgbarhed. Træffes en sådan beslutning, deltager de udenlandske medarbejdere på lige fod med de danske medarbejdere.
For at sikre at de danske medarbejdere fortsat er repræsenteret, har medarbejderne i de danske selskaber altid ret til at vælge mindst én medarbejderrepræsentant.
5.1 Eksempel: Dansk virksomhed med udenlandsk datterselskab
En dansk produktionsvirksomhed har 45 ansatte i Danmark og ejer et datterselskab i Polen med 150 ansatte.
Moderselskabet beslutter at lade medarbejderne i det polske datterselskab indgå i ordningen om koncernrepræsentation. De polske medarbejdere får dermed stemmeret og valgbarhed på lige fod med de danske medarbejdere. Medarbejderne i de danske selskaber har dog fortsat ret til at vælge mindst én medarbejderrepræsentant.
6. Samme rettigheder, pligter og ansvar
Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har samme rettigheder, pligter og ansvar som de generalforsamlingsvalgte medlemmer. De deltager på lige fod i bestyrelsens arbejde og er underlagt de samme regler om ansvar.
Selvom medlemmerne er valgt af medarbejderne, skal de varetage selskabets interesser som helhed og ikke bestemte medarbejdergruppers interesser.
For at sikre deres uafhængighed er medarbejderrepræsentanter desuden beskyttet mod afskedigelse og forringelse af deres ansættelsesvilkår på samme måde som tillidsrepræsentanter.
Da medarbejderrepræsentanter har samme rettigheder, pligter og ansvar som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, kan de også blive mødt med erstatningskrav i forbindelse med varetagelsen af bestyrelseshvervet. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, om man er dækket af en bestyrelsesansvarsforsikring.
7. Skal vi hjælpe dig?
Har du spørgsmål til reglerne om koncernrepræsentation eller andre forhold, der behandles i denne artikel, er du altid velkommen til at kontakte Holst, Advokater.