Aktuelt

Holst, Advokater Advokatpartnerselskab
T, +45 8934 0000
F, +45 8934 0001

info@holst-law.com

CVR: 35680470

Åbningstider:
Mandag – fredag kl. 8.00-17.00

Aarhus

Hans Broges Gade 2

DK-8000 Aarhus C

København

Indiavej 1

DK-2100 København Ø

ERFA – Producent af betonelementer frifundet for regreskrav i anledning af en arbejdsskade

I forbindelse med aflæsning af betonelementer på en byggeplads kom en af byggeentreprenørens medarbejdere til skade med sin ene fod, da et betonelement væltede under aflæsning af elementerne fra lastbilens lad.

Retten i Horsens dom af 12. august 2025

Arbejdsgiveren anerkendte ansvaret for arbejdsulykken, hvorefter arbejdsgiverens ansvars- forsikringsselskab efter betaling af erstatning til skadelidte rejste et regreskrav mod producenten af betonelementerne.

Hovedargumentet for regreskravet var det forhold, at betonproducenten i forbindelse med sin stabling af betonelementerne på lastbilens lad ikke i tilstrækkelig grad havde sikret betonelementerne mod at kunne vælte/tilte under aflæsning, hvorfor betonproducenten derfor i sidste ende måtte bære ansvaret for arbejdsulykken.

Producenten stod for læsning af elementerne på lastbilens lad, hvorefter en selvstændighed vognmand transporterede elementerne til  byggepladsen, hvor det var entreprenørens opgave at aflæsse elementerne.

Som det fremgår af præmisserne, var arbejdsgiveren bekendt med, at betonelementerne skulle aflæsses efter en særlig procedure (som de facto ikke blev fulgt) med henblik på at sikre ligevægt på lastbilens lad, ligesom retten også peger på, at der var en række uafklarede omstændigheder i forbindelse med skadens indtræden, herunder navnlig at det efter skønsmandens opfattelse måtte anses som usandsynligt, at  betonelementerne nærmest kunne vælte af sig selv, som det blev forklaret af skadelidte.

Alt i alt en helt korrekt frifindelse med de foreliggende beviser.

Et aspekt, som ikke umiddelbart fremgår af præmisserne, er det forhold, at betonproducenten efter ulykken lavede en række tiltag med henblik på at sikre betonelementerne mod at kunne vælte. Retten har korrekt ikke tillagt dette forhold nogen betydning i relation til ansvarsbedømmelsen af betonproducenten. Dommen understreger således det forhold, at efterfølgende forbedring af forskellige processer
efter et uheld ikke bør komme den pågældende part til skade i forbindelse med en ansvarsbedømmelse. Bedømmelsen bør foretages på baggrund af omstændighederne på tidspunktet for uheldets indtræden.

Sagen har været forberedt af procesteamet hos Holst, Advokater og spørgsmål til sagen kan rettes til undertegnede.

Det er uafklaret om dommen ankes.