ERFA – 12 års sagsbehandlingstid før endelig afgørelse – Kommune frifundet for erstatningsansvar

Retten i Esbjerg afsagde d. 20. oktober 2021 dom i en sag om påstået erstatningsansvar for et 12 år langt kommunalt sagsforløb op til tilkendelse af førtidspension.

Sagen omhandlede en borger, der i 2005 blev sygemeldt med dét, der senere viste sig at være fibromyalgi. Over en periode på 12 år deltog borgeren i forskelligartede tiltag, ligesom der af flere omgange blev indhentet speciallægeerklæringer – bl.a. fordi kommunen fandt, at den konstaterede arbejdsevne harmonerede dårligt med de foreliggende oplysninger. I 2015 blev borgen visiteret til ressourceforløb og i tid2017 blev borgeren tilkendt førtidspension.

Borgeren gjorde under sagen gældende, at kommunen havde handlet ansvarspådragende, idet der i løbet af de 12 år sagen verserede hos kommunen på et ikke nærmere defineret tidspunkt var truffet en forkert afgørelse om ikke at tilkende førtidspension, og at sagsbehandlingen ikke blev fremmet tilstrækkeligt hurtigt.

Det var kendetegnende for sagsforløbet, at samtlige forsøg på arbejdsprøvninger blev afbrudt af borgerens sygemeldinger. Under det langvarige sagsforløb gik der flere gange knude på kommunikationen mellem borger og kommune og sagsbehandlingen måtte af flere gange afbrydes på grund af borgerens gentagne anmodninger om førtidspension på det foreliggende grundlag.

Borgeren klagede flere gange til Beskæftigelsesankenævnet over kommunens afslag på førtidspension, som i alle tilfælde blev stadfæstet med bemærkninger om at arbejdsevnen ikke var tilstrækkeligt afklaret. I 2015 stadfæstede Ankestyrelsen desuden kommunens afgørelse om tilkendelse af ressourceforløb og samtidige afslag på pension.

Som led i sin argumentation pegede borgeren på en række lægefaglige vurderinger som tidligt fastslog at det var usandsynligt at borgeren ville vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Heroverfor gjorde kommunen gældende, at beslutningen om tildeling af førtidspension beroede på både en lægefaglig og socialfaglig vurdering, og at visitationen – i overensstemmelse med lovgivningen – var sket på det tidligste tidspunkt, det var muligt at dokumentere, at alle muligheder for selvforsørgelse var udtømt.

Retten fandt, at kommunen på trods af det – med rettens ord – ”meget lange sagsforløb” ikke at det var godtgjort, at kommunen hverken ved sine skønsmæssige vurderinger eller i relation til den øvrige sagsbehandling, at der var foretaget klare fejl eller undladelser i relation til den restriktive lovgivning.

***

Sagen er grundlæggende på linje med den øvrige praksis på området, men skiller sig måske ud på grund af det trods alt lange sagsforløb.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der var begået ansvarspådragende fejl, kan afgørelsen tilføjes bunken af afgørelser, der illustrerer retternes tilbageholdenhed med at prøve forvaltningens skøn.

Retterne har siden U 2000.625 H typisk anvendt forskellige varianter af formuleringen ”ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte det socialfaglige skøn”, og denne sag var med formuleringen ”klare fejl eller undladelser” ingen undtagelse.

Ingen regel uden undtagelser, men der er trods alt flest sager af denne type. Og den seneste dom er endnu et eksempel på ansvarsstandardens anvendelse også ved meget langvarige forløb.

Lidt særligt for denne sag var det, at de lægefaglige oplysninger ret tidligt og entydigt pegede på, at der ikke var udsigt til en bedring af arbejdsevnen. Afgørelsen illustrerer derfor med ganske stor klarhed, at det socialfaglige skøn udgøres af en helhed af oplysninger, hvori de lægefaglige oplysninger indgår, men ikke i sig selv er tilstrækkelige, og derfor ikke kan stå alene ved vurderingen af kommunens sagsbehandling.

Sagen rummede også et element af problematikken omkring langtrukken sagsbehandlingstid. Sagen er på det punkt illustrativ, fordi den viser, at selv et meget langt sagsforløb ikke i sig selv kan begrunde et ansvar.

Den sædvanlige norm, som ansvaret må holdes op imod, er, om det lange forløb kan bebrejdes kommunen. Og det kan det som udgangspunkt kun, hvis forløbets varighed enten er et produkt af forkerte skøn i relation til indsatsen, eller fordi sagen helt har været henlagt/syltet i en periode.

Selvom kommunen i denne sag i længere perioder havde udført en minimal indsats, var der kontinuerligt blevet afholdt de efter loven påkrævede samtaler, hvilket i lyset af sagens øvrige konkrete oplysninger, fandtes tilstrækkeligt.

***

Spørgsmål i sagen kan rettes til Kristian Torp, der bistod kommunen i byretssagen.