ERFA – Arbejdsgiver frifundet for erstatningskrav efter alvorlig arbejdsulykke – manglende årsagssammenhæng
I efteråret 2014 var sagsøger udsat for en arbejdsulykke, som påførte ham alvorlige skader i ansigtet. Sagsøger var på daværende tidspunkt ansat hos en skoventreprenør, hvor han betjente en flishuggermaskine. I forbindelse med arbejdets udførelse skulle et rør renses for tilstoppet flis. Sagsøger undlod at standse maskinen imens han rensede det pågældende rør med et koben, hvilket medførte at det pågældende koben, som ramte et tonstung roterende svinghjul, blev slynget op i sagsøgers ansigt med flere brud til følge.
Retten i Viborgs dom af 5. april 2023
Sagsøger, der var uddannet landmand, havde på daværende tidspunkt været ansat i ca. 1½ år i virksomheden, og i forbindelse med hans ansættelse havde han modtaget almindelig sidemandsoplæring.
Sagsøger kunne genoptage sit arbejde ca. 4 uger efter ulykken. Senere i 2015 stoppede sagsøger af egen drift sit arbejde hos skoventreprenøren.
Under sagen havde sagsøger indtalt et krav på fuld godtgørelse for svie og smerte for en sygemeldingsperiode i efteråret 2016 og frem samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode på 7 år efter ansættelsesforholdets ophør hos skoventreprenøren.
Under sagens forberedelse var der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som anførte, at der var holdepunkter for at fastslå, at ulykken var årsag til sagsøgers fysiske, psykiske og kognitive gener, men Retslægerådet fastslog dog samtidig, at sagsøgers psykiske og kognitive gener med lige så stor eller større sandsynlighed kunne have andre årsager end det fysiske traume fra arbejdsulykken.
Retten skulle tage stilling til spørgsmål om ansvar og om årsagssammenhæng. For så vidt angår ansvarsspørgsmålet fandt retten, at arbejdsgiveren havde tilsidesat sin instruktions- og tilsynsforpligtelse i relation til arbejdets udførelse, idet retten særligt lagde vægt på, at det ikke var dokumenteret, at sagsøger havde modtaget tilstrækkelig instruktion i at rense det pågældende udblæsningsrør på en fuld forsvarlig måde. Retten tillagde det endvidere betydning, at en særlig sikkerhedsanordning var deaktiveret på uheldstidspunktet, uden at årsagen hertil dog kunne fastslås.
I relation til årsagssammenhæng fandt retten imidlertid ikke, at sagsøgte havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og det indtægtstab, sagsøger havde indtalt under sagen for en periode på ca. 7 år. Retten henviste i den forbindelse til Retslægerådets udtalelse om, at de psykiske og kognitive gener med lige så stor eller større sandsynlighed kunne tilskrives andre forhold end arbejdsulykken, og henset til at sagsøger genoptog sit arbejde ca. 4 uger efter ulykken, var der således ikke dokumentation for, at de fysiske skader var årsag til sagsøgers indtægtstab i den efterfølgende periode. Retten frifandt derfor arbejdsgiveren for erstatningskravet.
Rettens vurdering af beviset for årsagssammenhæng ses at være lige efter bogen, da der med sagsøgers forholdsvis hurtige genoptagelse af arbejdet samt Retslægerådets vurdering af de psykiske og kognitive gener ikke forelå et tilstrækkeligt sikkert bevis for, at arbejdsulykken havde forårsaget det efterfølgende indtægtstab hos sagsøger.
I relation til ansvarsvurderingen kan det undre en anelse, at retten ikke fandt anledning til at tage stilling til sagsøgtes anbringende om egen skyld, idet anvendelse af et koben tæt på et tonstungt, roterende svinghjul alt andet lige må anses at indebære en åbenbar risiko for skade eller fare, navnlig henset til at sagsøger på tidspunktet for ulykken havde været ansat i ca. 1½ år i virksomheden, ligesom sagsøger var uddannet landmand, og derfor måtte antages at have kendskab til håndtering af maskiner m.v.
Det er på nuværende tidspunkt uafklaret om dommen ankes.
Sagen er forberedt og hovedforhandlet af procesteamet hos Holst, Advokater og spørgsmål om sagen kan stiles til advokat Eva Høje Bisgaard Anker eller advokat Jacob Fenger.
