ERFA – Forældelse ikke afbrudt ved afvist begæring om isoleret bevisoptagelse

Vestre Landsrets dom af 24. februar 2023

Sagen udspringer af et sagsforløb, som tidligere er omtalt i en ERFA-orientering af 6. november 2020.

Vestre Landsret har nu afsagt en principiel dom om fortolkningen af forældelseslovens § 21, stk. 4, om afbrydelse af forældelsesfristen ved iværksættelse af syn og skøn.

Sagens baggrund var helt overordnet følgende:

Efter et biluheld, der efter tilskadekomnes opfattelse resulterede i et omsætningstab i dennes selvstændige virksomhed, anmodede tilskadekomne om isoleret bevisoptagelse ved de almindelige domstole med henblik på ”at få belyst, om der kan dokumenteres en omsætnings- og resultatnedgang … samt om denne nedgang skyldes, at indehaveren … har arbejdet på nedsat tid.”

Denne begæring afviste retten med den helt overordnede begrundelse, at formålet med det begærede syn og skøn reelt var at få en skønsmand til at fastsætte tilskadekomnes årsløn efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, samt at udtale sig om den (juridiske) årsagssammenhæng mellem uheldet og den konstaterede omsætningsnedgang.

Skønsbegæringen faldt derfor i sin helhed uden for rammerne for syn og skøn, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2.

Nogen tid efter anlagde tilskadekomne sag med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab vedrørende samme uheld, og retten udskilte på vores anmodning spørgsmålet om forældelse af begge poster.

Herunder opstod det interessante – og principielle spørgsmål – om begæringen om isoleret bevisoptagelse havde afbrudt forældelsen af kravet på erhvervsevnetabserstatning.

Både byretten og landsretten besvarede dette spørgsmål benægtende, idet landsretten fremhævede, at det af ordlyden af forældelseslovens § 21, stk. 4, fremgår, at bestemmelsens anvendelse forudsætter, at der faktisk afholdes et syn og skøn:

»Der blev således inden forældelsesfristens udløb den 28. januar 2021 fremsat en begæring om syn og skøn, der efter forældelseslovens § 21, stk. 4, ville bevirke, at forældelse tidligst ville indtræde 1 år efter skønsforretningens afslutning. Den forældelsesafbrydende virkning er imidlertid efter bestemmelsens ordlyd knyttet til skønsforretningens afslutning. Da begæringen om syn og skøn ved kendelsen af 21. oktober 2020 ikke blev taget til følge, og skønsforretningen i stedet bortfaldt og således ikke blev afsluttet, har anmodningen om syn og skøn ikke virket afbrydende på forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 21, stk. 4.«

Kommentar

Afgørelsen er optaget til publicering i UfR, og den vedrører da også et principielt spørgsmål, som er afgjort med præmisser, der rækker væsentligt ud over den konkrete sag.

Mens det i forældelseslovens § 20, stk. 2, er særskilt reguleret, hvad den forældelsesretlige virkning er af en stævning, som afvises, er § 21, stk. 4, om syn og skøn tavs.

Dette kunne man vel i princippet udlægge på tre måder:

For det første kunne man læse fraværet af en regel svarende til § 20, stk. 2, nr. 1, som udtryk for, at indgivelse af en begæring altid afbrød forældelsen.

For det andet kunne man indfortolke en regel svarende til § 20, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 i bestemmelsen, og således lade den forældelsesafbrydende virkning afhænge af afvisningsgrunden. Det er så vidt ses den løsning, Bo von Eyben har advokeret.

For det tredje kunne man læse selve bestemmelsens formulering om ”tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning” – og fraværet af en regel svarende til § 20, stk. 1 (om afbrydelse ved afvisning) – som udtryk for, at syn og skøn kun afbryder forældelsen, hvis det gennemføres (eller i hvert fald igangsættes).

Landsretten valgte den sidste løsning.

Dommen må antages at få betydelige praktiske konsekvenser. I den konkrete sag blev den forudgående begæring om syn og skøn afvist, fordi skønstemaet aldrig kunne gøres til genstand for syn og skøn. Konkret kunne man således ligeledes have frifundet forsikringsselskabet ved en analog anvendelse af § 20, stk. 2, nr. 1 – men landsretten gik videre end dette.

Konsekvensen er, at man som forsikringsselskab eller advokat bør overveje, om en begæring om syn og skøn kan forventes at føre til en skønssag – og er man i tvivl, kan man blive tvunget til at gå direkte til sagsanlæg.

Ankefristen er udløbet, og der så vidt Holst, Advokater er bekendt ikke søgt om tredjeinstansbevilling.