ERFA – Ikke forsikringsdækning af autists forsætlige skadefor- voldelse – ansvarsfordeling mellem den direkte skadevolder og arbejdsgiver

Østre Landsrets dom af 6. maj 2021 (vedhæftede dom er fejldateret)

En institutionsanbragt borger blev under et cafébesøg frustreret over forløbet og rev derfor ad flere omgange den ansvarlige pædagog voldsomt i håret, hvilket resulterede i personskade i form af en posttraumatisk stressreaktion.

Hændelsen skete, da borgeren sammen med en gruppe institutionsanbragte på et autismecenter var på udflugt til en tilknyttet cafe. Oprindeligt var gruppen ledsaget af tre pædagoger: skadelidte, som var helt ny i afdelingen og to erfarne kollegaer.

Af forskellige årsager forlod begge de erfarne kollegaer kortvarigt gruppen, og skadelidte endte derfor med – på sin første arbejdsdag på afdelingen – at være alene med gruppen på omkring 10 borgere.

Skadevolder var infantil autist og derfor omfattet af personkredsen i forsikringsaftalelovens § 19, stk. 1 (og erstatningsansvarslovens § 24b), der som udgangspunkt nyder forsikringsdækning ved forsætlig skadeforvoldelse.

I en forudgående ansvarssag blev skadevolder i byretten dømt til at betale erstatning til pædagogen, og spørgsmålet var herefter, om skaden var forsikringsdækket. Da forsikringsselskabet havde taget dækningsforbehold for forsætlige skader uanset sindssygdom, var spørgsmålet derfor om skaden var forvoldt forsætligt.

Hverken skadelidte eller skadevolderen rejste krav mod autismecenteret, men forsikringsselskabet adciterede centeret med påstand om friholdelse ud fra det synspunkt, at arbejdet burde have været tilrettelagt, så skadelidte ikke havde været alene med gruppen af borgere og/eller at skadelidte burde have modtaget grundigere instruktion. I anden række var spørgsmålet derfor, om arbejdsgiveren (tillige) var ansvarlig for skaden, og hvordan tabet i så fald skulle fordeles.

I byretten blev forsikringsselskabet dømt til at dække skaden, idet retten fandt det bevist, at skadevolder havde haft forsæt til handlingen, men at skadevolder ikke havde haft forsæt til selve skaden.

Byretten fandt ligeledes, at institutionen havde pådraget sig et ansvar, og at der i det indbyrdes forhold mellem de erstatningsansvarlige måtte ske en fordeling med 1/3 til autisten (forsikringsselskabet) og 2/3 til institutionen.

I landsretten blev forsikringsselskabet frifundet (med dissens), idet flertallet fandt det bevist, at skadevolder havde haft forsæt til både handlingen og skaden. Landsretten fik derfor ikke lejlighed til at tage stilling til fordelingsspørgsmålet.

Kommentar

Byrettens afgørelse lagde sig tæt op ad to højesteretspræjudikater, nemlig U 2015.3943 H om forsikringsdækningen og U 2018.3783 H om ansvarsfordelingen.

Med landsrettens afgørelse har vi fået et væsentligt bidrag til fortolkningen af den førstnævnte dom.

I 2015-afgørelsen fandt Højesteret, at en 14-årig dreng med ADHD ikke havde haft forsæt til skadeforholdelse, da han trak stolen ud under sin lærer. Dommen fastslog helt overordnet, at forsætsbegrebet i forsikringsretten skal forstås i overensstemmelse med strafferettens ditto, dog således at bevisbyrden er lempeligere end i straffesager. Det indebar blandt andet, at forsættet skulle omfatte både handlingen og dens følger.

Skadevolderen i 2015-sagen var ikke omfattet af forsikringsaftalelovens § 19 (om børn og sindslidende), og Højesterets præmisser knytter sig derfor kun direkte til den sædvanlige vurdering af skadevolderes subjektive forsæt.

Samme vurdering kan ikke anvendes, når skaden forvoldes af en infantil autist, der netop ikke forstår sine handlinger. I stedet anvendes i disse sager en objektiveret forsætsvurdering, som også kendes fra strafferetten: Retten ser handlingens karakter og voldsomhed med henblik på at vurdere, om det, hvis samme handling var foretaget af en almindeligt fungerende person, ville have været forsætligt.

Fra forsikringsselskabets side argumenterede man på den baggrund for, at den ”to-delte” forsætsvurdering fra U 2015.3943 H er uegnet i § 19-situationen.

Landsrettens præmisser er på dette punkt kortfattede, men flertallet synes at kunne tages til indtægt for, at i det omfang, der sker en to-leddet bedømmelse af forsættet, er begge led ”objektiveret”.

Det interessante i denne sammenhæng er, at landsretten tilsyneladende ikke forholder sig til, om skadevolder havde forsæt til den konkrete skade (posttraumatisk stress) men alene, om skadevolderen havde forsæt til at forvolde en skade.

Det er en juridisk og praktisk meget vigtig nuance.

Med afgørelsen er det slået fast, at vurderingen af, om en person omfattet af forsikringsaftalelovens § 19 har forvoldt en skade forsætligt, i det hele må ske med udgangspunkt i handlingens karakter.

I den konkrete sag var handlingen, at skadevolder havde revet skadelidte hårdt i håret. Havde en normal person gjort det samme, kunne det vanskeligt tolkes anderledes, end at vedkommende ville gøre skade. Og heri ligger forskellen til U 2015-afgørelsen nok (foruden den forskel, der ligger i, at skadevolder i de to sager tilhørte forskellige persongrupper). Når man hiver en stol væk under sin lærer kan det meget vel være som en spøg/for at hun skal falde på halen. Det behøver ikke være hensigten, at læreren skal komme til skade. Det samme kan ikke siges, når man vedholdende og hårdt hiver en person i håret.

De lege ferenda er det værd at bemærke, at netop sager om håndteringen af autisters (og andre sindslidendes) skadeforvoldelse i praksis er både juridisk og menneskeligt vanskelig.

Skaden forvoldes typisk på personer med tilknytning til den institution, hvor skadevolder har ophold, og når skaden ikke dækkes af Erstatningsnævnet, står skadelidte med valget mellem at sagsøge sin arbejdsgiver eller den skadevoldende autist, der sjældent har forstået sine handlinger eller disses konsekvenser.

Fra politisk side blæser vindene i retning af en større beskyttelse af både den skadelidte pædagog og skadevolder, og Folketinget har således siden 2018 arbejdet på alternative løsningsmodeller for helt at undgå retssager som denne. Man kan håbe, at det projekt lykkes.

***

Spørgsmål om sagen kan rettes til mig.

Med venlig hilsen

Kristian Torp