Retssag
Afvisning af ankesag
En omstødelsessag blev afvist behandlet i landsretten ved dom afsagt af Østre Landsret den 27. februar 2026 i overensstemmelse med konkursboets afvisningspåstand. Østre Landsret fandt, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald i landsretten, og undtagelsen til "to-instans-princippet" var samlet set opfyldt efter retsplejelovens § 368 a.
Sagen drejede sig om, om en entreprenørvirksomheds to acontobetalinger på ca. 2,1 mio. kr. til en underentreprenør kort før entreprenørens konkurs kunne omstødes efter konkurslovens § 67, jf. § 75.
Bestemmelsen i konkurslovens § 67, stk. 1, 2. led, drejer sig om, at en betaling af gæld, der er foretaget “før normal betalingstid”, kan omstødes, når betalingen er sket senere end tre måneder før boets fristdag, og når betalingen ikke fremtræder som “ordinær”.
Byretten fandt, at betalingerne blev foretaget hhv. 10 og 3 dage før sidste rettidige betalingsdag, og at entreprenøren normalt betalte underentreprenøren på eller efter sidste rettidige betalingsdag. Da det desuden i almindelighed har formodningen imod sig, at “normal betalingstid” er før sidste rettidige betalingsdag, pålagde byretten det herefter underentreprenøren at bevise, at betalingerne ikke skete før normal betalingstid, hvilken bevisbyrde ikke var løftet.
Byretten fandt dernæst, at underentreprenøren ikke havde godtgjort omstændigheder, der kunne begrunde de førtidige betalinger (ordinærvurderingen). Underentreprenørens synspunkter om “et løbende mellemværende” og om, at betalingerne havde til formål at “sikre fremme og færdiggørelse af arbejdet”, kunne ikke føre til et andet resultat.
Endelig fandt byretten, at underentreprenøren ikke med “en betydelig grad af sikkerhed” havde godtgjort, at de omhandlede fakturaer under alle omstændigheder ville være blevet betalt på den seneste rettidige betalingsdag inden konkursen, bl.a. med henvisning til, at entreprenøren på konkurstidspunktet havde ubetalt forfalden gæld på ca. 59 mio. kr. Betalingsmodtagere forsøger ofte at komme igennem med et sådant synspunkt i lyset af Højesteretsdommen U 1999.1587 H. Denne Højesteretsdom er dog udtryk for en særdeles snæver adgang til bevisførelse om et “alternativt forløb” i en konkret begrundet dom, og bevisbyrden er så vidt ses heller ikke løftet siden – heller ikke i denne sag.
Byretten gav herefter konkursboet medhold i, at betalingerne på i alt ca. kr. 2,1 mio. skulle omstødes og tilbageføres til boet med henblik på ligedeling mellem kreditorerne.
Underentreprenøren ankede herefter byretsdommen til Østre Landsret, hvor Konkursboet nedlagde afvisningspåstand efter retsplejelovens § 368 a. Landsretten kan afvise at behandle en sag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Underentreprenøren redegjorde for, at sagen ikke burde afvises, og fremlagde nye bilag (faktureringer) og ny vidneførsel, der skulle afgive forklaring om normal praksis ved fakturaudstedelse samt om de arbejder, der dannede grundlag for faktureringerne.
Østre Landsret fandt, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten, og da sagen ikke er af principiel karakter, og da der heller ikke var andre grunde, der talte for en behandling af sagen i landsretten, afviste landsretten anken.
Efter konkursboets opfattelse er Østre Landsrets dom i overensstemmelse med de objektive omstødelsesreglers sigte, herunder at den nye vidneførsel ikke gav udsigt til et andet resultat.
Sagen har i byretten og landsretten været forberedt og ført af advokat Marie Bayer Thode og procesteamet hos Holst, Advokater. Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Marie Bayer Thode.
