Retssag
To forvaltningsafgørelser hjemvist til fornyet behandling
Retten i Viborg har i forbindelse med et netop afsluttet sagskompleks om terrænregulering af en markvej hjemvist to forvaltningsafgørelser til fornyet behandling, idet kommunen fandtes at have tilsidesat officialprincippet og lighedsgrundsætningen.
Rettens begrundelse for hjemvisning af de to forvaltningsafgørelser var enkel: Grundlæggende forvaltningsretlige principper var blevet tilsidesat, og der forelå derfor ved begge afgørelser væsentlige sagsbehandlingsfejl, som nødvendiggjorde fornyet behandling.
Sagen omhandlede tilstandsændringer i et beskyttet naturområde omkring Gudenåen og muligheden for at meddele dispensation hertil efter bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 65, stk. 2. Området omkring Gudenåen, herunder den historiske træksti, som løber langs med åen, er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv, og området er udpeget som Natura 2000-område samt omfattet af Overfredningsnævnets kendelse af 30. september 1978 om fredning af arealer.
Opnåelse af tilladelse til tilstandsændringer i området er derfor en vanskelig proces, men til trods for sagens komplekse karakter endte vores klient med et tilfredsstillende resultat og kunne dermed sætte et længe ventet – omend foreløbigt – punktum i sagen.
I henhold til Overfredningsnævnets kendelse af 30. september 1978 må der ikke uden fredningsmyndighedens tilladelse anlægges veje over de fredede arealer, dog undtaget markveje som led i landbrugs- eller skovdrift. Et afgørende forhold i sagen var derfor, hvorvidt den markvej, som løber over vores klients ejendom og gennem det beskyttede naturområde omkring Gudenåen, kan klassificeres som en markvej eller ej.
Fredningsnævnet havde i forbindelse med en tidligere afgørelse i 2009, der omhandlede andre forhold på ejendommen end markvejen, og uden at foretage en egentlig og fyldestgørende undersøgelse af anlægsforholdene på grunden, beskrevet markvejen som en sti.
Alene på den baggrund lagde Fredningsnævnet i 2019 – i forbindelse med sin behandling af den netop afsluttede sag – til grund, at der var tale om en sti, og fandt derfor, at der ikke kunne meddeles tilladelse til terrænregulering af markvejen på vores klients ejendom.
Fredningsnævnets afgørelse fra 2019 blev i 2021 stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, igen uden yderligere undersøgelse af de nærmere forhold omkring markvejen.
Retten i Viborg erklærede sig derimod uenig i Fredningsnævnets og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser og fandt, at officialprincippet var blevet tilsidesat i forbindelse med sagens behandling, idet hverken Fredningsnævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet havde foretaget en fyldestgørende undersøgelse af de nærmere forhold omkring markvejen. Retten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Retten i Viborg behandlede dernæst Silkeborg Kommunes afslag på dispensation til en terrænregulering af markvejen, som var blevet udført i 2016. Afslaget, som var blevet meddelt i 2022, blev i 2023 stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kommunen havde på den baggrund i 2023 udstedt påbud om retablering af markvejen.
Ved sin afgørelse lagde Retten særlig vægt på, at kommunen forud for den stedfundne terrænregulering af markvejen havde meddelt dispensation til andre omfattende anlægsarbejder i området omkring Gudenåen og på trækstien uden i den forbindelse at lægge vægt på, hvordan disse arbejder påvirker natur- og dyrelivet i området, samt at kommunen planlægger omfattende anlægsarbejder i og omkring Gudenåen, som forventeligt vil have stor indflydelse på natur- og dyrelivet.
Retten fandt derfor, at Miljø- og Fødevareklagenævnet med sin stadfæstelse af kommunens afslag havde tilsidesat den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i sin afgørelse også lagt vægt på hensynet til ikke at danne uønsket præcedens for andre sager. Retten i Viborg lagde imidlertid i sin afgørelse til grund, at sagsforløbet og de konkrete omstændigheder i sagen var helt enkeltstående, og at det derfor forekommer usandsynligt, at et tilsvarende sagsforløb vil gentage sig.
Slutteligt lagde Retten i Viborg vægt på, at en tilbageregulering muligvis ville kunne medføre en yderligere belastning på natur- og dyrelivet.
På den baggrund ophævede Retten i Viborg Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse og hjemviste også denne til fornyet behandling.
Vores bemærkninger
Retten i Viborgs afgørelse i sagen viser vigtigheden af, at de forvaltningsretlige principper iagttages og efterleves i forvaltningens sagsbehandling, således at forvaltningen træffer korrekte og retmæssige afgørelser. Sagen viser også, at forvaltningsretten er lige så vigtig at overholde som miljø- og planretten, og at manglende iagttagelse kan få store konsekvenser.
Vi afventer nu myndighedernes fornyede behandling af sagerne, således at vores klient forhåbentlig snart kan sætte endegyldigt punktum i sagen.