ERFA – Frifindelse for mangelskrav og genhusningskrav – sondringen mellem mangler og ufærdige arbejder
Retten i Randers har ved dom af 11. september 2026 frifundet en murervirksomhed for et krav vedrørende påståede mangler samt et solidarisk genhusningskrav, der var gjort gældende mod både mureren og tømreren som følge af sætningsskader på en privat ejendom.
Retten i Randers’ dom af 11. september 2026
Sagen angik navnlig, om en række forhold konstateret under syn og skøn udgjorde mangler ved murerens arbejde, eller om der blot var tale om arbejder, som ikke var blevet færdiggjort, efter at bygherren havde standset entreprisen. Retten fandt, at sidstnævnte var tilfældet.
Retten lagde i den forbindelse vægt på, at mureren ikke havde fået mulighed for at færdiggøre entreprisen, og at bygherren ikke havde godtgjort, at de påberåbte forhold udgjorde mangler ved de arbejder, som faktisk var udført.
Retten frifandt endvidere mureren for det solidariske genhusningskrav. Kravet udsprang af sætningsskader på ejendommen, men bygherren havde ikke bevist, at skaderne kunne henføres til murerens arbejder.
Dommen understreger betydningen af sondringen mellem mangelfuldt udført arbejde og arbejder, som endnu ikke er færdiggjort.
Det forhold, at der efterfølgende skal afholdes udgifter til færdiggørelse af en entreprise, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere mangelsansvar. Det påhviler fortsat bygherren at bevise, at der foreligger en mangel ved det udførte arbejde, samt at det påberåbte tab kan henføres hertil.
Det er på nuværende tidspunkt uafklaret, om dommen ankes.
***
Sagen gav desuden anledning til to selvstændige processuelle kendelser af interesse.
I forbindelse med sagens forberedelse opstod der tvist om præklusion, efter at bygherren efter forberedelsens afslutning fremlagde et nyt afsluttende processkrift med en væsentlig forhøjelse af sagens værdi samt en række nye bilag.
Retten lagde navnlig vægt på, at materialet blev fremlagt mindre end syv uger før hovedforhandlingen “og op til den almindelige industriferie og retsferie”, at bilagene i vidt omfang havde været i bygherrens besiddelse gennem længere tid, og at modparterne ikke ville kunne varetage deres interesser uden endnu en udsættelse af de allerede langvarige sager.
Processkriftet og de nye bilag blev derfor afvist.
Under hovedforhandlingen opstod der desuden tvist om afgrænsningen af sagens genstand. Bygherrernes påstande i processkrifterne kunne ikke rummes inden for den sagsgenstand, der var registreret på sagsportalen.
Mureren og tømreren gjorde gældende, at den registrerede sagsgenstand havde processuel forrang. Retten gav medhold heri og fastslog, at oplysninger om påstande, sagens værdi og retsafgift alene gyldigt kan ændres ved registrering på sagsportalen.
Da de nedlagte påstande oversteg den registrerede sagsgenstand, måtte det solidariske genhusningskrav reduceres. Retten lagde herved vægt på, at de selvstændige mangelkrav mod henholdsvis mureren og tømreren skulle kunne rummes inden for sagsgenstanden.
Idet genhusningskravet var gjort gældende solidarisk mod begge entreprenører, blev reduktionen foretaget med udgangspunkt i det største af de selvstændige mangelkrav, hvorved genhusningskravet blev tilsvarende nedjusteret over for mureren.
Sagen er forberedt og hovedforhandlet af procesteamet hos Holst, Advokater, og spørgsmål om sagen samt til kendelserne kan rettes til advokatfuldmægtig Mathis Boel Olesen.