ERFA – Beviskrav til forsikringsbegivenhed skærpet – kostbart ur købt kontant
I forbindelse med et indbrudstyveri var et ur af mærket Rolex Submariner i 18 karat guld meldt stjålet over for indboforsikringen. Forsikringstager havde fremsendt flere fotos af uret med tilhørende original boks og ægthedscertifikat optaget på forsikringstagers adresse. At forsikringstager havde haft uret i sin besiddelse, og at det måtte antages at være ægte, var dermed ikke det væsentligste tvivlsspørgsmål. Kendelsen illustrerer derimod, hvad der skal til, før det er dokumenteret, at forsikringstager faktisk var urets retsmæssige ejer.
Ankenævnet for Forsikrings kendelse af 11. oktober 2023
Forsikringstager søgte at dokumentere sit ejerskab af uret gennem vidneudsagn fra venner og bekendte, som bekræftede at have set forsikringstager bruge uret ved særlige lejligheder eller i øvrigt have kendskab til, at forsikringstager skulle have ejet et sådant ur.
Forsikringsselskabet var imidlertid af den opfattelse, at det ikke var dokumenteret, at forsikringstager var ejer af uret, idet der var en række bemærkelsesværdige forhold omkring forsikringstagers påståede erhvervelse af uret.
Certifikatet var udstedt til en anden person end forsikringstager, hvilket isoleret set ikke er usædvanligt i en situation som den pågældende, hvor forsikringstager forklarede, at uret var købt af en privatperson hos en forhandler i Schweiz med henblik på videresalg til forsikringstager.
Der, hvor dokumentationen haltede, var i forhold til videresalget til forsikringstager. Forsikringstager oplyste at have købt uret kontant i euro, og at uret havde kostet omkring 250.000 kr., men uden forsikringstager samtidig påviste en tilsvarende stor kontanthævning, kvittering for valutakøb, dokumentation for betaling af købsprisen til sælger, overdragelsesskrivelse eller lignende.
Videresalget af uret var, ifølge forsikringstager, formidlet af dennes advokat, men det blev – på trods af opfordring fra taksators side – ikke bekræftet af den pågældende advokat.
Forsikringsankenævnet indleder sin afgørelse med at slå fast, at ”det er klageren, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav. Kravene til bevis skærpes, når der er tale om en genstand af større værdi, der anmeldes stjålet.”
Idet nævnet lægger vægt på de af selskabet anførte forhold om manglende dokumentation og manglende imødekommelse af konkrete opfordringer vedrørende erhvervelsen, finder nævnet efter en samlet vurdering, at forsikringstager ikke havde bevist ejerskabet.
Vi havde på vegne af forsikringsselskabet ligeledes problematiseret, at hvis selskabet skulle være pligtigt at udbetale erstatning i en situation, hvor der var så mange uvisheder om erhvervelse af genstanden, foretaget med et større kontantbeløb, ville der være nærliggende risiko for medvirken til hvidvask. Skadesforsikringsselskaber er ikke omfattet af hvidvaskloven eller EUdirektivet om samme. Alligevel har forsikringsselskaber en selvstændig interesse i og forpligtelse til at imødegå risikoen for, at selskaberne gør sig skyldige i medvirken til hvidvask. Denne forpligtelse angår også udbetaling af forsikringssummer. Der stilles derfor strenge krav til beviset for pengestrømmen, når der er tale om forsikrede genstande, som er købt for betydelige kontantbeløb.
Et praktisk relevant synspunkt, som nævnet desværre ikke fik anledning til at forholde sig til, fordi ejerskabet allerede faldt på den manglende dokumentation. Risikoen for medvirken til hvidvask ses ikke at have indgået i nævnets vurdering af dokumentationskravet, hvor selve den omstændighed, at uret angiveligt er købt kontant for et anseeligt beløb, ikke ses at have indgået som en særskilt dokumentationsskærpende omstændighed.
Kendelsen indeholder yderligere en meget konkret problemstilling i relation til beviskravene, når forsikringstager mener at have fået mundtligt tilsagn om udbetaling af erstatning af en vis størrelse uden fremlæggelse af dokumentation.
Spørgsmål til kendelsen kan rettes til advokat Jacob Fenger eller advokat Eva Høje Bisgaard Anker.
