ERFA – Manglende bevis for årsagssammenhæng – lavenergikollision – bagatelgrænse

Retten i Herning dom af 15. august 2022

Uheldet fandt sted, mens skadelidte i sin bil sad i kø ved en jernbaneoverskæring, hvor den foranholdende bil (en ladbil) valgte at bakke for at give plads til et udrykningskøretøj, hvilket resulterede i, at skadelidtes bil blev ramt af ladbilen.

Det er skadelidtes opfattelse, at hun som følge af sammenstødet pådrog sig smerter og gener i nakke og skulder, hovedpine og kognitive symptomer.

I forbindelse med sagen blev der indhentet beregninger fra Dan Crash, der viste, at skadelidte mest sandsynligt havde været udsat for en hastighedsændring i størrelsesordenen 4,5-6,5 km/t, ligesom der alene var begrænset materiel skade på bilen.

Sagen blev forelagt Retslægerådet hele 3 gange, og i de to første udtalelser støttede Retslægerådet ikke en antagelse om årsagssammenhæng, hvorimod Retslægerådet (med en delvis anden besætning) i den 3. erklæring tog en anden approach og i et vist omfang støttede en antagelse om årsagssammenhæng.

Sagen var desuden forbi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for en vejledende udtalelse om varigt mén og erhvervsevnetab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring støttede en antagelse om årsagssammenhæng og vurderede det varige mén til 10 % og erhvervsevnetabet til 35 %.

Under retssagen påstod skadelidte, at kravet om erstatning for tab af erhvervsevne principalt skulle beregnes ud fra en procentsats på 90, subsidiært på 75 og mere subsidiært på 35 svarende til vurderingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Skadelidte blev efter et længere forløb i kommunalt regi førtidspensionist i 2018 i en alder af 35 år.

Retten i Herning frifandt forsikringsselskabet med henvisning til, at skadelidte ikke havde løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng.

I præmisserne fastslår retten indledningsvis det gældende princip om, at det er en betingelse for at kunne tilkende en skadelidt erstatning, at skadelidte godtgør, at den pågældende aktuelle helbredstilstand er forårsaget af færdselsuheldet.

Ved vurderingen heraf, har retten – som højesteret i U.2011.128 H – i præmisserne lagt vægt på karakteren af færdselsuheldet med lav påkørselshastighed og lav hastighedsændring for den bil, som skadelidte var passager i.

Retten tillægger det derudover betydning, at skadelidte først kontaktede egen læge 6 dage efter uheldet med beskrivelse af smerter, og at hun først var til en egentlig konsultation hos lægen 12 dage efter færdselsuheldet.

Under sin forklaring for retten oplyste skadelidte dog, at hun på uheldsdagen havde en tid hos lægen vedrørende datteren, der skulle vaccineres, og at hun i den forbindelse talte med lægen om hendes smerter og gener fra uheldet. Oplysningerne herom indgår ikke i journalmaterialet. Skadelidtes forklaring herpå var, at konsultationen ikke var bestilt i hendes navn, men i datterens, med deraf følgende manglede registrering i hendes journal. Retten tillagde ikke denne nye oplysning betydning i sin vurdering af sagen.

Retten har derfor fundet, at skadelidte var udsat for en så beskeden fysisk påvirkning, at den må betegnes som bagatelagtig, hvorefter retten frifinder ansvarsforsikringsselskabet.

Der er tale om klare og stringente præmisser, som bemærkelsesværdig nok er uden særskilt omtale af Retslægerådets (divergerende) udtalelser.

Da dommen er ganske frisk, er det pt. er uvist, om sagen ankes.

*****

Spørgsmål om sagen kan rettes advokat Jacob Fenger, der bistod ansvarsforsikringsselskabet under hovedforhandlingen og forberedelsen heraf.