Nytårs-ERFA – Et potpourri af interessante afgørelser fra efteråret, der gik

Når man tager hul på et nyt år, er det på sin plads at opsummere på det forgangne. Særligt efteråret bød for vores vedkommende på en lang række interessante og forskelligartede erstatningsretlige afgørelser, som I ikke skal snydes for indsigt i.

Nedenfor finder I et udpluk af afgørelserne.

Retten i Hernings dom af 22. oktober 2024

Den første dom vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en kommune som arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en SOSU-hjælpers tilskadekomst i forbindelse med dennes arbejde på et plejecenter for demente, hvor en beboer blev “vandrende” og udadreagerende.

Det er almindeligt forekommende, at demente kan blive “vandrende” og forlade hjemmet. På plejecentret var personalet instrueret i, at en medarbejder skulle følge med den demente – eventuelt på afstand – i sådanne tilfælde, og at sygeplejersken kunne kontaktes, hvis der var behov for konkret sparring.

Den beboer, som var involveret i sagsøgers tilskadekomst, var netop blev vandrende, og sagsøger havde fulgt efter beboeren, men blev afvist flere gange og besluttede derfor at gå tilbage til plejecentret.

Da beboeren kom tilbage til plejecentret, var beboeren blevet vred på en anden beboer og havde faret frem imod denne, hvorfor sagsøger stillede sig mellem de to for at skærme.

Det var uomtvistet i sagen, at den pågældende beboer var gået i delir (en akut indsættende fluktuerende tilstand med opmærksomhedsforstyrrelse samt påvirkning af kognition eller tankemønster, jf. sundhed.dk), og at det var første gang, den pågældende havde udvist udadreagerende adfærd.

Sagsøger gjorde under sagen gældende, at arbejdsgiver var ansvarlig, idet arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder fordi der ikke var udarbejdet generelle planer for, hvordan personalet skulle håndtere borgere med delir, ligesom der heller ikke var udarbejdet skriftlige instruktioner om, hvordan medarbejderne skulle forholde sig, hvis en borger forlod bostedet. Det overordnede anbringende var, at arbejdsgiver ikke på tilstrækkelig vis havde forebygget risikoen for vold.

Sagsøger havde gennemført SOSU-hjælperuddannelsen i 2007-2008 og havde knap 10 års erfaring som SOSU-hjælper. Hun havde imidlertid kun været på den pågældende arbejdsplads i 2,5 måneder.

Retten fandt ikke grundlag for at statuere ansvar for kommunen, som derfor blev frifundet. Dommens præmisser, som kan findes fra side 20, er udførlige og velbegrundede og kan næppe gengives mere præcist her.

Dommen er ikke anket.

Retten i Odenses dom af 5. november 2024 og retsbog af samme dato

Den næste sag omhandlede ansvarsfordeling mellem to motoransvarsforsikringsselskaber i forbindelse med et færdselsuheld på en landevej, hvor en lastbil, som svingende til venstre mod en privat indkørsel var blevet påkørt bagfra af en overhalende personbil i samme kørselsretning. Der var tale om langsom kørsel bag en traktor, og den overhalende personbil overhalede mindst to biler.

Tingskade sket ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer skal som bekendt afgøres under hensyn til de foreliggende omstændigheder, og derfor under hensyn til de begåede fejl hos de implicerede parter, jf. færdselslovens § 103, stk. 2.

Vi repræsenterede det sagsøgte motoransvarsforsikringsselskab, som havde tegnet forsikring for den overhalende personbil.

I overensstemmende med fast rets- og ankenævnspraksis på området, gjorde vi gældende, at den venstresvingede part som det klare udgangspunkt pålægges det fulde ansvar ved venstresving mod privat indkørsel, jf. bl.a. FED 1999.2017 V, AK 93887 og FED 2021.67 V.

Fravigelse af udgangspunktet forudsætter grove kørselsfejl hos den overhalende, og det var ikke godtgjort, at overhalingen havde været uforsvarlig, idet der var tale om en lang, lige strækning med frit udsyn.

Fra modpartens side blev det gjort gældende, at et sådant udgangspunkt ikke finder anvendelse, når der sker overhaling af flere køretøjer. Derudover blev det gjort gældende, at føreren af personbilen havde påbegyndt overhalingen, selvom hun forinden havde set, at lastbilen blinkede til venstre (dette på baggrund af en gengivelse af førerens forklaring i en politirapport, som føreren bestred rigtigheden af).

Som det kan læses af rettens begrundelse og resultat, blåstemplede retten det førnævnte udgangspunkt og fandt det ikke godtgjort, at der var begået kørselsfejl af føreren af personbilen. Retten tilsidesatte dermed også den forklaring, som føreren af personbilen var citeret for i politirapporten. Vores klient blev således frifundet og tilkendt erstatning for skaderne på personbilen.

Dommen er anket til Østre Landsret, særligt med henblik på prøvelse af, om udgangspunktet om, at ansvaret påhviler den, som svinger til venstre mod privat indkørsel, kan udstrækkes til overhaling af flere køretøjer.

***

Derudover udmærker sagen sig ved at være én i den endnu relativt spæde række af stiklinger af U 2023.3054 H, hvor retten beslutter, at statskassen skal erstatte parterne de udgifter, de er blevet påført som følge af aflyst hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 320.

Sagen var oprindeligt berammet til hovedforhandling den 27. juni 2024 kl. 9.00, men blev aflyst grundet rettens forhold kl. 8.18 samme dag.

Beløbet til dækning af parternes forgæves udgifter blev af retten udmålt til 12.000 kr. Til sammenholdelse blev vores klient som vindende part tilkendt kr. 35.000 til dækning af advokatudgift. Når hovedforhandlingen aflyses med så kort varsel, som det var tilfældet i denne sag, er der altså grundlag for at udmåle sagsomkostninger svarende til 1/3 af det fulde proceduresalær.

Retten i Sønderborgs dom af 29. november 2024

Sagen omhandlede det erstatningsretlige opgør efter et sammenstød mellem en cyklist og en fodgænger tilbage i juni 2019. De to parter var på vej i samme retning; fodgængeren ved siden af en kammerat på fortovet og cyklisten på cykelstien. Fortov og cykelsti var alene adskilt af en række chaussésten, og idet cyklisten passerede fodgængeren, kom de to tilsyneladende for tæt på hinanden.

Efter bevisførelsen var det uklart, om cyklisten havde passeret chausséstenene, der adskilte cykelsti og fortov, og derved er cyklet ind på fortovet, eller om fodgængeren, der ikke kunne se, at der kom cyklister bagfra på cykelstien, havde passeret chausséstenene og var trådt ud på cykelstien.

Vores klient blev derfor frifundet, idet retten ikke fandt holdepunkter for at fastslå, at han ved sammenstødet havde handlet uforsvarligt og dermed ansvarspådragende.

Dommen illustrerer, hvad vi allerede ved; at det er skadelidte som kravstiller, der bærer bevisbyrden for, at en skade kan henføres til ansvarspådragende adfærd udvist af den på-ståede skadevolder, herunder at føre bevis for de omstændigheder, hvorunder uheldet skete, og for det uforsvarlige forhold, som bebrejdes modparten.

Dommen er anket til Vestre Landsret.

Retten i Koldings dom af 20. december 2024

Sagens tema var, hvorvidt en kommune i forbindelse med behandlingen af en borgers sag havde handlet ansvarspådragende ved ikke på et tidligere tidspunkt at have forelagt sagen for kommunens rehabiliteringsteam med henblik på tilkendelse af retten til fleksjob.

Borgerens kommunale forløb strakte sig over ca. 10 år og blev afsluttet i maj 2023 med bevilling af fleksjob.

Som led i det jobafklarende forløb deltog borgeren i perioden fra 2015 til 2023 i fem virksomhedspraktikforløb med henblik på afklaring af hendes arbejdsevne, ligesom kommunen af flere omgange indhentede helbredsoplysninger fra hendes skiftende praktiserende læger, hvoraf bl.a. fremgik, at borgeren siden barndom havde haft en kronisk sygdom, som hun dog tidligere havde været i stand til at arbejde med.

Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens er afprøvet, jf. § 116, stk. 3. Det beror på et konkret skøn, hvornår alle relevante tilbud m.v. har været afprøvet for at bringe eller fastholde en person i ordinær beskæftigelse, således at betingelserne for at tilbyde den pågældende fleksjob er opfyldt.

På kommunens vegne gjorde vi gældende, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte de socialfaglige skøn, som var udøvet kontinuerligt gennem sagsforløbet; at betingelserne ikke havde været opfyldt på et tidligere tidspunkt.

Som det fremgår af rettens begrundelse og resultat, foretog retten en bedømmelse af de helbreds- og funktionsmæssige oplysninger, der forelå i sagen på det tidligere tidspunkt, hvorfra sagsøger gjorde gældende, at hun burde være tilkendt ret til fleksjob.

Efter bevisførelsen, som bl.a. talte de to sagsbehandlere, som havde haft ansvar for borgerens sag i perioden 2016-2023, og en ergoterapeut, som havde været involveret i borgerens sag i perioden 2016-2023 i relation til udarbejdelse af funktionsevnebeskrivelse, smertehåndteringsforløb og bevilling af hjælpemidler, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over, at der var behov for yderligere belysning af de helbredsmæssige forhold og yderligere arbejdsprøvning med henblik på afklaring af erhvervsevnen på disse tidspunkter.

Retten lagde desuden efter bevisførelsen til grund, at der under hele forløbet havde fundet en løbende og kontinuerlig sagsbehandling sted, og at sagen, uagtet det langvarige forløb, således ikke på noget tidspunkt havde været henlagt eller ”passiveret”.

Der var derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen et ansvar, og kommunen blev frifundet.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

***

Og med dette formidlet, er der ikke andet tilbage end at ønske jer alle et lykkebringende 2025!

De bedste nytårshilsner fra procesteamet hos Holst, Advokater

Amalie Motzfeldt, Mathis Boel Olesen, Jacob Fenger & Eva Høje Bisgaard Anker