Kategori: Retssag

Rettens begrundelse for hjemvisning af de to forvaltningsafgørelser var enkel: Grundlæggende forvaltningsretlige principper var blevet tilsidesat, og der forelå derfor ved begge afgørelser væsentlige sagsbehandlingsfejl, som nødvendiggjorde fornyet behandling.

Sagen omhandlede tilstandsændringer i et beskyttet naturområde omkring Gudenåen og muligheden for at meddele dispensation hertil efter bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 65, stk. 2. Området omkring Gudenåen, herunder den historiske træksti, som løber langs med åen, er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv, og området er udpeget som Natura 2000-område samt omfattet af Overfredningsnævnets kendelse af 30. september 1978 om fredning af arealer.

Opnåelse af tilladelse til tilstandsændringer i området er derfor en vanskelig proces, men til trods for sagens komplekse karakter endte vores klient med et tilfredsstillende resultat og kunne dermed sætte et længe ventet – omend foreløbigt – punktum i sagen.

I henhold til Overfredningsnævnets kendelse af 30. september 1978 må der ikke uden fredningsmyndighedens tilladelse anlægges veje over de fredede arealer, dog undtaget markveje som led i landbrugs- eller skovdrift. Et afgørende forhold i sagen var derfor, hvorvidt den markvej, som løber over vores klients ejendom og gennem det beskyttede naturområde omkring Gudenåen, kan klassificeres som en markvej eller ej.

Fredningsnævnet havde i forbindelse med en tidligere afgørelse i 2009, der omhandlede andre forhold på ejendommen end markvejen, og uden at foretage en egentlig og fyldestgørende undersøgelse af anlægsforholdene på grunden, beskrevet markvejen som en sti.

Alene på den baggrund lagde Fredningsnævnet i 2019 – i forbindelse med sin behandling af den netop afsluttede sag – til grund, at der var tale om en sti, og fandt derfor, at der ikke kunne meddeles tilladelse til terrænregulering af markvejen på vores klients ejendom.

Fredningsnævnets afgørelse fra 2019 blev i 2021 stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, igen uden yderligere undersøgelse af de nærmere forhold omkring markvejen.

Retten i Viborg erklærede sig derimod uenig i Fredningsnævnets og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser og fandt, at officialprincippet var blevet tilsidesat i forbindelse med sagens behandling, idet hverken Fredningsnævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet havde foretaget en fyldestgørende undersøgelse af de nærmere forhold omkring markvejen. Retten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Retten i Viborg behandlede dernæst Silkeborg Kommunes afslag på dispensation til en terrænregulering af markvejen, som var blevet udført i 2016. Afslaget, som var blevet meddelt i 2022, blev i 2023 stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kommunen havde på den baggrund i 2023 udstedt påbud om retablering af markvejen.

Ved sin afgørelse lagde Retten særlig vægt på, at kommunen forud for den stedfundne terrænregulering af markvejen havde meddelt dispensation til andre omfattende anlægsarbejder i området omkring Gudenåen og på trækstien uden i den forbindelse at lægge vægt på, hvordan disse arbejder påvirker natur- og dyrelivet i området, samt at kommunen planlægger omfattende anlægsarbejder i og omkring Gudenåen, som forventeligt vil have stor indflydelse på natur- og dyrelivet.

Retten fandt derfor, at Miljø- og Fødevareklagenævnet med sin stadfæstelse af kommunens afslag havde tilsidesat den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i sin afgørelse også lagt vægt på hensynet til ikke at danne uønsket præcedens for andre sager. Retten i Viborg lagde imidlertid i sin afgørelse til grund, at sagsforløbet og de konkrete omstændigheder i sagen var helt enkeltstående, og at det derfor forekommer usandsynligt, at et tilsvarende sagsforløb vil gentage sig.

Slutteligt lagde Retten i Viborg vægt på, at en tilbageregulering muligvis ville kunne medføre en yderligere belastning på natur- og dyrelivet.
På den baggrund ophævede Retten i Viborg Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse og hjemviste også denne til fornyet behandling.

Vores bemærkninger
Retten i Viborgs afgørelse i sagen viser vigtigheden af, at de forvaltningsretlige principper iagttages og efterleves i forvaltningens sagsbehandling, således at forvaltningen træffer korrekte og retmæssige afgørelser. Sagen viser også, at forvaltningsretten er lige så vigtig at overholde som miljø- og planretten, og at manglende iagttagelse kan få store konsekvenser.

Vi afventer nu myndighedernes fornyede behandling af sagerne, således at vores klient forhåbentlig snart kan sætte endegyldigt punktum i sagen.

Tegning af entrepriseforsikring – herunder overvejelserne om tilvalgsdækning – udgør et naturligt element i virksomhedernes risikostyring.

Holger Schöer og Pernille Svit Westphal Riis repræsenterede et internationalt entreprenørkonsortium i en tvist mod et forsikringsselskab og en bygherre ved udførelsen og beskadigelsen af en større off-shore konstruktion (cofferdam). Den omfattende sag angik bl.a. spørgsmål om dækning under en LEG3/DE5 entrepriseforsikring, herunder hvad der kan anses for en “uforudset begivenhed” og hvilken betydning parternes adfærd op til og under skaderne kan få for dækningsomfanget, samt spørgsmål om uforudsete jordbundsforhold. Gennemførelsen af sagen har desuden givet et indgående kendskab til bevisbyrdespørgsmål, hvorledes forsikringsselskaber og forsikringsmæglere samarbejder omkring tegning af entrepriseforsikringer og den praktiske håndtering af skadesanmeldelser, herunder dokumentationsomfanget.

En bank blev frifundet for et omstødelseskrav, der handlede om en kassekreditnedbringelse. Holst, bistod banken i sagen

I december 2021 afgjorde Højesteret, at der kun i helt særlige tilfælde kan ske omstødelse af en kassekreditnedbringelse før bankens tiltrædelse af et virksomhedspant, hvis nedbringelsen er sket med virksomhedspantsatte midler. Holst, bistod i december 2021 banken i sagen.

Retten i Herning har i april 2023 taget stilling til en tilsvarende sag om omstødelse af en kassekreditnedbringelse omfattet af virksomhedspant.

Banken var blevet stævnet af konkursboet efter en bilforhandler, der var blevet taget under rekonstruktionsbehandling den 15. marts 2021 og efterfølgende under konkursbehandling den 9. april 2021 med fristdag den 11. marts 2021. Der var mellem parterne enighed om, at selskabets kassekredit på kr. 2,4 mio. i perioden fra den 25. februar 2021 til den 11. marts 2021 blev nedbragt med kr. 563.610,97. Herudover var der enighed om, at banken først tiltrådte sit virksomhedspant på kr. 2,4 mio. den 11. marts 2021. Konkursboet gjorde under sagen gældende, at nedbringelsen skulle omstødes efter konkurslovens § 67 eller § 74, og at banken skulle fralægge sig sin berigelse og betale erstatning.

Retten udtalte indledningsvist, at det var konkursboet, der skulle bevise, at banken var blevet beriget, eller at boet havde lidt et tab. Herefter lagde retten efter vidneforklaringerne til grund, at selskabet frem til den 5. marts 2021 havde råderet over kassekreditten inden for kreditrammen, og at kreditten denne dato blev lukket ned for hævninger. I perioden havde der været indbetalinger på kr. 113.408,51 fra fakturaer via FI-kort, kr. 666.559,37 fra fakturaer mv., kr. 75.944,20 fra dankortbetalinger og kr. 56.875,53 fra forsikringer.

Retten konkluderede, at konkursboet ikke havde bevist, at indbetalingerne via FI-kort, fra fakturaer mv. og dankortbetalingerne ikke i væsentligt omfang udgjorde betalinger af fordringer omfattet af bankens virksomhedspant eller betaling i forbindelse med salg af varer, der forinden havde været omfattet af pantet. Konkursboet havde heller ikke godtgjort, at indbetalingerne fra forsikringer ikke var omfattet af virksomhedspantet. Derfor havde konkursboet ikke bevist, at banken var blevet beriget ved nedbringelsen af kreditten, herunder at nedbringelsen ikke var sikret ved virksomhedspantet, hvorfor banken blev frifundet.

Dommen er i tråd med principperne i Højesterets dom fra december 2021 om, at manglende tiltrædelse af virksomhedspant ikke automatisk medfører omstødelse af en kreditnedbringelse op til en konkurs.

Advokatfuldmægtig Marie Bayer Thode fra Holst, repræsenterede banken under sagens forberedelse samt til hovedforhandlingen.

Holst, – ved associeret partner Christian Skadborg – repræsenterede i sagen savværket, som var blevet sagsøgt af designeren. Designeren mente, at savværkets shelter krænkede hans ophavsretlige rettigheder, og at savværket desuden handlede i strid med god markedsføringsskik. I sagen var det ubestridt, at designeren havde ophavsret til pavillon/shelter-designet.

I sagen fik savværket efter en af Sø- og Handelsretten grundig gennemgang af designene – blandt andet på baggrund af en besigtigelse – medhold i, at der ikke forelå nogen krænkende efterligning. Sø- og Handelsretten så dermed hovedsageligt bort fra skønserklæringen i sagen, som var tilvejebragt ved en tidligere isoleret bevisoptagelse. Skønsmanden havde udtalt, at der var en nærliggende risiko for forveksling mellem produkterne for forbrugerne, og at det næppe var sandsynligt, at savværkets shelter var designet uden kendskab til modpar-tens pavillon/shelter-design.

Sø- og Handelsretten begrundede resultat med, at der udover mindre forskelle ved produkterne også var større forskelle ved produkternes indgange, og at højdeforskellen på produk-terne medførte, at produkterne og disses delelementer ville blive beskuet fra forskellige vinkler, hvorfor helhedsindtrykket af produkterne var så forskelligt, at der ikke forelå en krænkelse. Derudover slog Sø- og Handelsretten – i overensstemmelse med de nedlagte anbringender – fast, at designerens pavillon/shelter-design ikke var blevet markedsført, hvorfor det ikke var beskyttet efter markedsføringsloven på trods af designets særpræg.

Vores bemærkninger

Selvom sagen er konkret afgjort, er sagen interessant, da Sø- og Handelsretten på trods af en skønserklæring, som talte kraftigt for, at der forelå en efterligning, ikke fandt, at der forelå en krænkelse. Dette kan skyldes flere faktorer, men besigtigelsen af produkterne har uden tvivl betydet meget, hvilket også ses i Sø- og Handelsrettens præmisser, som refererer direkte til, hvordan produkterne fremstår forskellige på grund af den måde, de vil blive beskuet.

Sø- og Handelsrettens dom er den 14. marts 2023 blevet anket til Vestre Landsret.

Spørgsmål til sagen kan rettes til associeret partner Christian Skadborg.

Kunden importerede brugte biler fra udlandet, og videresolgte disse i Danmark. Kunden påstemplede samtlige fakturaer med en tekst angivende, at de importerede biler blev solgt under anvendelse af brugtmomsordningen. Told- og skatteforvaltningen havde imidlertid fastslået, at betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne ikke var opfyldte, hvorfor den indberettede moms var angivet for lavt.

Revisionsfirmaet havde bistået kunden med udarbejdelse regnskab med assistanceerklæring og med bogføringen, herunder udarbejdelse af momsbrev til brug for kundens indberetning af moms.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at revisionsfirmaet ligesom kunden skulle idømmes en bøde på et tocifret millionbeløb.

Claus Hedegaard Eriksen repræsenterede revisionsfirmaet i straffesagen, hvor revisionsfirmaet blev frifundet.

Advokat Jacob Fenger og hans team bistår løbende arbejdsgivere og deres ansvarsforsikringsselskaber i ansvarssager, herunder ansvar for arbejdsskader. Senest har de i efteråret 2022 og i starten af 2023 ført en lang række sager vedrørende betydelige påståede erstatningskrav fra medarbejdere og deres fagforeninger som følge af en arbejdsskade.

Sagerne, der ofte er ganske langvarige og komplekse behandles bedst, hvis beviserne sikres tidligt i forløbet, herunder hurtig kontakt til vidner mv., så det præcise hændelsesforløb kan afdækkes og sikres.

En sådan tilrettelæggelse af processen har ført til, at Holst, Advokater har sikret frifindelse af en lang række arbejdsgivere i efteråret 2022 og starten af 2023 for betydelige erstatningskrav fra medarbejdernes fagforeninger. Holst, Advokater har også på dette felt oparbejdet en betydelig erfaring for håndtering af denne sagstype i tæt samarbejde med arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne.

Carsten Led-Jensen repræsenterede i 2022 en professionel bygherre i en voldgiftssag vedrørende mulighederne for at kræve en sket betaling for udførte arbejder tilbage efter byggesagens afslutning. Da byggesagen var afsluttet, fandt bygherren, at den samlede betaling langt oversteg, hvad der var det forventelige. Da entreprenørens økonomihåndtering havde været svær at gennemskue, og da entreprenøren ikke på opfordring kunne underbygge dels berettigelse, dels opgørelsen af de betalte beløb, fandt voldgiftsretten at disse skulle betales tilbage til bygherren. Hertil kom, at entreprenøren havde afgivet divergerende oplysninger til myndighederne og til bygherren vedrørende nødvendigheden af flere af de opståede nødvendige arbejder. Dette slog voldgiftsretten selvsagt hårdt ned på, da det kom frem på rette vis.

I Maj 2022 repræsenterede Carsten Led-Jensen sådan en stor totalentreprenør, som i sine standardaftale generelt havde anført, at totalentreprenøren ikke var erstatningsansvarlig over for underentreprenørerne, hvis byggesagen blev forsinket. Dette gjaldt uanset årsagen til forsinkelsen. Selv om byggeriet blev mange måneder forsinket, og selv om dette utvivlsomt skyldes totalentreprenøren, så fandt voldgiftsretten, at det aftalte vilkår skulle tages for pålydende. Den ramte underentreprenør fik derfor ikke medhold i det rejste erstatningskrav.

Som mange ved, så bød 2010’ernes sidste halvdel på store udfordringer for den danske byggebranche som følge af uheldige egenskaber ved de såkaldte MgO-plader. Disser plader blev i årene 2010 – 2014 indbygget i et enormt omfang i mange danske bygninger. Efterfølgende viste det sig, at bygningerne herved led stor skade. Omkostningerne til afhjælpning løb samlet set op i flere milliarder for den danske byggebranche, rådgiverbranchen og for bygherrerne.

Som en udløber af brugen af MgO-sagerne førte Carsten Led-Jensen i august 2022 en principiel sag ved den danske Højesteret vedrørende importørernes potentielle erstatningsansvar for det skete.

Højesteret fandt, at den sagsøgte importør ikke var ansvarlig, idet denne – som alle andre af byggeriets aktører – anså MgO-pladerne for at være velegnede i Danmark på salgstidspunktet.

Holst repræsenterede entreprenøren i en sag om rækkevidden af nogle aftalte enhedspriser, nærmere bestemt om bygherren kunne anvise entreprenøren til at bruge bestemt materiel og metode til udførelse af ekstra arbejde og gøre brug af stipulerede ”diverse poster” fra tilbudslisen. Bygherren ønskede at opdele de enkelte arbejdsgange. Opmanden var enig med entreprenøren og fandt det ikke bevist, at tilbudslistens ”diverse post” kunne anvendes til afregning af ekstraarbejderne. Advokat Holger Schöer og advokatfuldmægtig Emma Venø Bredtoft førte entreprenøren til sejr.