Kategori: Retssag

Kunden importerede brugte biler fra udlandet, og videresolgte disse i Danmark. Kunden påstemplede samtlige fakturaer med en tekst angivende, at de importerede biler blev solgt under anvendelse af brugtmomsordningen. Told- og skatteforvaltningen havde imidlertid fastslået, at betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne ikke var opfyldte, hvorfor den indberettede moms var angivet for lavt.

Revisionsfirmaet havde bistået kunden med udarbejdelse regnskab med assistanceerklæring og med bogføringen, herunder udarbejdelse af momsbrev til brug for kundens indberetning af moms.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at revisionsfirmaet ligesom kunden skulle idømmes en bøde på et tocifret millionbeløb.

Claus Hedegaard Eriksen repræsenterede revisionsfirmaet i straffesagen, hvor revisionsfirmaet blev frifundet.

Advokat Jacob Fenger og hans team bistår løbende arbejdsgivere og deres ansvarsforsikringsselskaber i ansvarssager, herunder ansvar for arbejdsskader. Senest har de i efteråret 2022 og i starten af 2023 ført en lang række sager vedrørende betydelige påståede erstatningskrav fra medarbejdere og deres fagforeninger som følge af en arbejdsskade.

Sagerne, der ofte er ganske langvarige og komplekse behandles bedst, hvis beviserne sikres tidligt i forløbet, herunder hurtig kontakt til vidner mv., så det præcise hændelsesforløb kan afdækkes og sikres.

En sådan tilrettelæggelse af processen har ført til, at Holst, Advokater har sikret frifindelse af en lang række arbejdsgivere i efteråret 2022 og starten af 2023 for betydelige erstatningskrav fra medarbejdernes fagforeninger. Holst, Advokater har også på dette felt oparbejdet en betydelig erfaring for håndtering af denne sagstype i tæt samarbejde med arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne.

Carsten Led-Jensen repræsenterede i 2022 en professionel bygherre i en voldgiftssag vedrørende mulighederne for at kræve en sket betaling for udførte arbejder tilbage efter byggesagens afslutning. Da byggesagen var afsluttet, fandt bygherren, at den samlede betaling langt oversteg, hvad der var det forventelige. Da entreprenørens økonomihåndtering havde været svær at gennemskue, og da entreprenøren ikke på opfordring kunne underbygge dels berettigelse, dels opgørelsen af de betalte beløb, fandt voldgiftsretten at disse skulle betales tilbage til bygherren. Hertil kom, at entreprenøren havde afgivet divergerende oplysninger til myndighederne og til bygherren vedrørende nødvendigheden af flere af de opståede nødvendige arbejder. Dette slog voldgiftsretten selvsagt hårdt ned på, da det kom frem på rette vis.

I Maj 2022 repræsenterede Carsten Led-Jensen sådan en stor totalentreprenør, som i sine standardaftale generelt havde anført, at totalentreprenøren ikke var erstatningsansvarlig over for underentreprenørerne, hvis byggesagen blev forsinket. Dette gjaldt uanset årsagen til forsinkelsen. Selv om byggeriet blev mange måneder forsinket, og selv om dette utvivlsomt skyldes totalentreprenøren, så fandt voldgiftsretten, at det aftalte vilkår skulle tages for pålydende. Den ramte underentreprenør fik derfor ikke medhold i det rejste erstatningskrav.

Som mange ved, så bød 2010’ernes sidste halvdel på store udfordringer for den danske byggebranche som følge af uheldige egenskaber ved de såkaldte MgO-plader. Disser plader blev i årene 2010 – 2014 indbygget i et enormt omfang i mange danske bygninger. Efterfølgende viste det sig, at bygningerne herved led stor skade. Omkostningerne til afhjælpning løb samlet set op i flere milliarder for den danske byggebranche, rådgiverbranchen og for bygherrerne.

Som en udløber af brugen af MgO-sagerne førte Carsten Led-Jensen i august 2022 en principiel sag ved den danske Højesteret vedrørende importørernes potentielle erstatningsansvar for det skete.

Højesteret fandt, at den sagsøgte importør ikke var ansvarlig, idet denne – som alle andre af byggeriets aktører – anså MgO-pladerne for at være velegnede i Danmark på salgstidspunktet.

Holst repræsenterede entreprenøren i en sag om rækkevidden af nogle aftalte enhedspriser, nærmere bestemt om bygherren kunne anvise entreprenøren til at bruge bestemt materiel og metode til udførelse af ekstra arbejde og gøre brug af stipulerede ”diverse poster” fra tilbudslisen. Bygherren ønskede at opdele de enkelte arbejdsgange. Opmanden var enig med entreprenøren og fandt det ikke bevist, at tilbudslistens ”diverse post” kunne anvendes til afregning af ekstraarbejderne. Advokat Holger Schöer og advokatfuldmægtig Emma Venø Bredtoft førte entreprenøren til sejr.

Hvis du vil sælge en virksomhed, bør du formidle forudsætningerne til modparten skriftligt – og som udgangspunkt indarbejde dem utvetydigt i aftalevilkårene.

Det står klart, efter at Vestre Landsret har truffet afgørelse i en sag omkring en virksomhedsoverdragelse (M&A), hvor sælgeren fortsat ejede de ejendomme, som den solgte virksomhed havde hjemme i. Det solgte selskab (kaldet target-selskabet) skulle altså leje sig ind i lokalerne.

Efter sælgers opfattelse havde disse erhvervslejemål en fast, ikke-regulerbar husleje. Men da dette hverken fremgik af aftalen eller blev nævnt af sælgeren i forbindelse med forhandlingerne, var køberen ikke klar over, at det efter sælgers opfattelse ikke var muligt at sænke huslejen.

Havde køberen vidst, at huslejen ikke kunne eksempelvis reguleres til markedslejen, ville det naturligvis have haft væsentlig indflydelse på køberens vurdering af såvel lejemålenes som handelens værdi. Den efterfølgende uenighed mellem køber og sælger endte i først byretten og siden Vestre Landsret.

Klar sejr i landsretten

Holst, var ikke involveret i indgåelsen af aftalen. Men associeret partner Christian Skadborg bistod køberen/targetselskabet frem til en klar sejr i Vestre Landsret.

Dommen betød, at targetselskabets husleje blev væsentligt nedsat, og at targetselskabet nu har et tilbagebetalingskrav på over 2 mio. kr. (inkl. 450.000 kr. i sagsomkostninger).

Vestre Landsret lagde i afgørelsen særligt vægt på, at sælgeren ikke havde gjort køberen opmærksom på den væsentlige forudsætning, sælger havde omkring lejen for lejemålene

Vigtigt bidrag til retspraksis

De seneste år har der været mange virksomhedsover- dragelser i Danmark, og efterfølgende uenighed om vilkårene er ikke usædvanligt. Oftest løses uenighederne imidlertid direkte mellem parterne, eventuelt i voldgiftsretten – hvilket Holst, også har stor erfaring med – og derfor er afgørelsen et vigtigt bidrag til retspraksis.

Afgørelsen understreger vigtigheden af både at formidle forudsætninger og være opmærksom på bilag, og den bekræfter endvidere tidligere praksis vedrørende det deklaratoriske udgangspunkt i Erhvervslejelovens § 13, hvorefter lejen for et erhvervslejemål kan justeres til markedsleje. Det er vigtigt for både køber og sælger at være opmærksomme på dette ved en virksomheds- overdragelse, da det efter omstændighederne bør indregnes i den samlede vurdering af rentabiliteten.

En bank blev stævnet af konkursboet efter et ejendomsselskab, der blev erklæret konkurs den 5. januar 2017.

Kravet var en omstødelse med en samlet værdi på 28,6 mio. kr., og sagens hovedtemaer var:

• Om indfrielse/nedbringelse af henholdsvis en kassekredit og et erhvervslån, som ejendomsselskabet havde optaget hos banken kunne omstødes af konkursboet
• Om ejendomsselskabets ejerkreds og kautionister overfor banken havde orkestreret nedbringelsen og dermed var erstatningsansvarlige
• Om de sikkerheder, ejendomsselskabet havde stillet overfor banken, medførte, at indfrielserne var uomstødelige overfor banken
  Sagen blev ført ved først Retten i Lyngby, siden Østre Landsret. Begge steder var banken repræsenteret af Henrik Christian Strand, associeret partner i Holst,

Omstødelse ved Retten i Lyngby

Ved Retten i Lyngby blev banken dømt til at betale 16,5 mio. kr. af de i alt 28,6 mio. kr.

Det skyldtes, at Retten fandt:

• at nedbringelsen af kassekreditten på 7,5 mio. kr. i perioden fra den 6. oktober til den 30. december 2016 var omstødelig, fordi ejendomsselskabet på tidspunktet for nedbringelsen var i så alvorlige økonomiske vanskeligheder, at konkurs var eneste mulighed. Retten lagde særligt vægt på, at ejendomsselskabet ikke betalte ejendomsskat, moms eller terminsydelse i perioden og at der var betydelig usikkerhed om vilkårene for refinansiering af realkreditlånet i selskabets ejendom.
• at nedbringelsen af ejendomsselskabets erhvervslån i banken på 9 mio. kr., der var sket fra den 30. december 2015 til den 30. juni 2016, også blev anset for at være omstødelig. Det var rettens opfattelse, at banken måtte være blevet klar over, at ejendomsselskabet var insolvent, i forbindelse med en intern overførsel mellem to konti den 9. maj 2016. Selvom banken havde transport i indbetalingerne, omstødte retten i Lyngby disse, da der samtidig med indbetalingerne blev etableret en tilsvarende ny trækningsret for ejendomsselskabet.

Det resterende påstandsbeløb på 12,1 mio., kr. var indbetalinger på erhvervslånet før den 30. december 2015. Dette blev ikke vurderet omstødeligt, da retten fandt, at ejendomsselskabet ikke var insolvent på daværende tidspunkt.

Frifindelse: Der var likviditet til at betale gæld

Banken og kautionisterne ankede sagen til Østre Landsret, der frifandt både banken og kautionisterne.

For så vidt angår nedbringelsen af erhvervslånet på 9 mio. kr. konkluderede Østre Landsret, , at ejendomsselskabet i maj 2016 havde likviditet til at betale den gæld, der forfaldt i den nærmeste fremtid.

Østre Landsret støttede sin vurdering på:

• oplysninger i selskabets revisionspåtegnede årsrapport for 2015
• at der var overskud på den løbende drift med cirka 7,4 mio. kr.
• at en del af årets dårlige resultat skyldtes en nedregulering af ejendomsselskabets ejendomsværdi med 115 mio. kr. pr. 31. december 2015.

Østre Landsret lagde yderligere til grund:

• at ejendomsselskabet i løbet af efteråret 2016 var i dialog med en kreditor om et sælgerpantebrev på cirka 31,2 mio. kr., der forfaldt til betaling den 31. december 2016. Dialogen omhandlede betaling af et beløb på 1 mio. kr., og i december 2016 nåede parterne til enighed om et beløb på 2 mio. kr. – hvilket tillige var i den størrelsesorden, banken havde estimeret
• at der fra fra sommeren 2016 var forhandlinger mellem ejendomsselskabet og dets realkreditinstitut om refinansiering af realkreditlånet
• at det i starten af maj 2016 heller ikke måtte anses for usandsynligt, at der kunne ske hel eller delvis genudlejning af et areal, som en lejer i henhold til lejeaftalen skulle reducere sit lejemål med pr. 1. januar 2017

Østre Landsret fandt det altså ikke godtgjort, at ejendomsselskabet var insolvent den 9. maj 2016, eller at indfrielsen af erhvervslånet denne dato havde en sammenhæng med den insolvens, der omkring 8 måneder senere førte til selskabets konkurs.

Endvidere var det Østre Landsrets vurdering, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ejendomsselskabet ikke betalte moms og skat den 1. august og den 1. september – fordi ejendomsselskabet havde haft likviditet til det, hvis man havde besluttet sig for at betale.

Frifindelse: Banken havde uomstødelig sikkerhed

I relation til nedbringelsen af kassekreditten fra den 6. oktober 2016 og frem til den 30. december 2016 konkluderede Østre Landsret, at lejers lejeindbetalinger henholdsvis den 7. og 10. oktober 2016 gjorde, at den tilhørende kassekredit blev nedbragt, således at saldoen på kassekreditten den 10. oktober 2016 blev positiv. Saldoen forblev herefter positiv frem til konkursens indtræden, hvor den var på ca. 5,4 mio.

Det fremgik af sagen:

• at banken den 15. juni 2007 – til sikkerhed for engagementet med ejendomsselskabet – havde fået uigenkaldelig primær transport i de til enhver tid værende huslejebetalinger i henhold til tre lejekontrakter med lejer, og at lejer var blevet underrettet om transporten.
• at lejekontrakterne vedrørende de samme arealer med virkning fra den 1. januar 2014 blev samlet under én lejekontrakt med en samtidig reduktion af det lejede areal pr. 1. januar 2017.

Samme dag som sidstnævnte kontrakt blev underskrevet, underskrev lejer og ejendomsselskabet tillige en betinget afløsningsaftale, hvoraf det fremgik:

• at den nye lejekontrakt skulle afløse de oprindelige lejekontrakter
• at ophør af disse var betinget af, at parterne senest den 1. marts 2014 og med virkning fra den 1. januar 2014 indgik en endelig, ubetinget og bindende lejekontrakt vedrørende lejemålet
• at lejers forpligtelser ved fraflytning blev maksimeret til 7,5 mio. kr.

På den baggrund – og da der ikke i forbindelse med den nye lejekontrakt blev aftalt nye vilkår vedrørende lejebetalingerne, som udgjorde sikkerheden, og da der endvidere ikke var berettiget tvivl om identifikationen af lejebetalingerne – fandt Østre Landsret, at banken havde uomstødelig sikkerhed i de lejebetalinger, der blev indbetalt på driftskontoens kassekredit henholdsvis den 7. og 10. oktober 2016.

Der kunne derfor ikke ske omstødelse af nedbringelse og indfrielse af kassekreditten i forhold til banken, da sikkerheden i lejebetalingerne ikke var opstået senere end 3 måneder før fristdagen.

Holst, repræsenterede en bank i en sag om omstødelse af en kassekreditnedbringelse – først i Vestre Landsret og siden i Højesteret. Begge steder endte det med en sejr til banken.

Banken var blevet stævnet af konkursboet efter et bageri, der blev erklæret konkurs den 22. februar 2016.

Forud for konkursen blev bageriets kassekredit nedbragt med cirka 430.000 kr. fra den 30. december 2015 til den 27. januar 2016, hvor banken tiltrådte sit virksomhedspant.

Der var enighed om, at banken havde et uomstødeligt virksomhedspant på 1 mio. kr. Konkursboet mente dog, at nedbringelsen af kassekreditten – frem til bankens tiltrædelse af pantet – skulle omstødes efter konkurslovens § 67 og § 74, da banken ellers ville opnå en dobbeltdækning. Konkursboet mente ikke, at virksomhedspantets værdi gav banken fuldgod sikkerhed.

Sagen gav anledning til en række opsigtsvækkende spørgsmål, herunder:

• Er et ikke-tiltrådt pant ikke pant?
• Kan banken opnå en dobbeltdækning, hvis der ikke omstødes for perioden før tiltrædelse af pantet?
• Hvad er virksomhedspantets værdi før tiltrædelsen?
• Er kontant- og dankortindbetalinger på kassekreditten, der stammer fra salg af pantsatte varer, omfattet af pantet?

Associeret Partner Henrik Christian Strand og advokatfuldmægtig Marie Bayer Thode fra Holst, overbeviste først Vestre Landsret og siden Højesteret om, at nedbringelsen af kassekreditten ikke var omstødelig.

Højesteret tillagde det ikke betydning for resultatet, at banken ikke var tiltrådt pantet i den pågældende periode. Højesteret udtalte derimod, at indbetalingerne på kassekreditten i den pågældende periode (cirka 720.000 kr.) i væsentligt omfang udgjorde enten betalinger af fordringer omfattet af pantet eller betalinger i forbindelse med salg af varer og andre aktiver, der forinden havde været omfattet af virksomhedspantet.

Da boet heller ikke på anden måde havde godtgjort en berigelse for banken eller et tab for boet, vandt banken sagen – både i Vestre Landsret og Højesteret.

En entreprenør var færdig med udbygningen af en havn, og det eneste, der manglede, var den sidste oprydning, som en enkelt medarbejder skulle tage sig af. Oprydningen krævede dog, at medarbejderen skulle vente på en lastbil, der kunne hjælpe med et tungt løft, men da lastbilen lod vente på sig, fik medarbejderen i stedet en lokal erhvervsdrivende med en rendegraver til at hjælpe – og i forbindelse med løftet kom medarbejderen til skade.

Medarbejderen krævede derfor erstatning af entreprenøren, og i første omgang fik medarbejderen medhold i byretten. Entreprenøren henvendte sig derefter til Holst,, hvor partner Jacob Fenger gik i gang med at undersøge sagen til bunds.

Jacob gennemgik blandt andet et stort antal telefonopkald mellem flere af de involverede parter, og denne kortlægning tydeliggjorde, at det forløb, som medarbejderen havde beskrevet i byretten, ikke stemte overens med det, der – ifølge telefonopkaldene – faktisk var sket.

Den grundige afklaring af alle detaljerne betød, at Landsretten dømte til fordel for entreprenøren, som dermed blev frifundet for et betydeligt erstatningskrav.