Resultater

Holst, Advokater Advokatpartnerselskab
T, +45 8934 0000
F, +45 8934 0001

info@holst-law.com

CVR: 35680470

Åbningstider:
Mandag – fredag kl. 8.00-17.00

Aarhus

Hans Broges Gade 2

DK-8000 Aarhus C

København

Indiavej 1

DK-2100 København Ø

Bank frifundet for omstødelseskrav på 28,6 mio. kr.

En bank blev stævnet af konkursboet efter et ejendomsselskab, der blev erklæret konkurs den 5. januar 2017.

Kravet var en omstødelse med en samlet værdi på 28,6 mio. kr., og sagens hovedtemaer var:

  • Om indfrielse/nedbringelse af henholdsvis en kassekredit og et erhvervslån, som ejendomsselskabet havde optaget hos banken kunne omstødes af konkursboet
  • Om ejendomsselskabets ejerkreds og kautionister overfor banken havde orkestreret nedbringelsen og dermed var erstatningsansvarlige
  • Om de sikkerheder, ejendomsselskabet havde stillet overfor banken, medførte, at indfrielserne var uomstødelige overfor banken
    Sagen blev ført ved først Retten i Lyngby, siden Østre Landsret. Begge steder var banken repræsenteret af Henrik Christian Strand, associeret partner i Holst,

Omstødelse ved Retten i Lyngby

Ved Retten i Lyngby blev banken dømt til at betale 16,5 mio. kr. af de i alt 28,6 mio. kr.

Det skyldtes, at Retten fandt:

  • at nedbringelsen af kassekreditten på 7,5 mio. kr. i perioden fra den 6. oktober til den 30. december 2016 var omstødelig, fordi ejendomsselskabet på tidspunktet for nedbringelsen var i så alvorlige økonomiske vanskeligheder, at konkurs var eneste mulighed. Retten lagde særligt vægt på, at ejendomsselskabet ikke betalte ejendomsskat, moms eller terminsydelse i perioden og at der var betydelig usikkerhed om vilkårene for refinansiering af realkreditlånet i selskabets ejendom.
  • at nedbringelsen af ejendomsselskabets erhvervslån i banken på 9 mio. kr., der var sket fra den 30. december 2015 til den 30. juni 2016, også blev anset for at være omstødelig. Det var rettens opfattelse, at banken måtte være blevet klar over, at ejendomsselskabet var insolvent, i forbindelse med en intern overførsel mellem to konti den 9. maj 2016. Selvom banken havde transport i indbetalingerne, omstødte retten i Lyngby disse, da der samtidig med indbetalingerne blev etableret en tilsvarende ny trækningsret for ejendomsselskabet.

Det resterende påstandsbeløb på 12,1 mio., kr. var indbetalinger på erhvervslånet før den 30. december 2015. Dette blev ikke vurderet omstødeligt, da retten fandt, at ejendomsselskabet ikke var insolvent på daværende tidspunkt.

Frifindelse: Der var likviditet til at betale gæld

Banken og kautionisterne ankede sagen til Østre Landsret, der frifandt både banken og kautionisterne.

For så vidt angår nedbringelsen af erhvervslånet på 9 mio. kr. konkluderede Østre Landsret, , at ejendomsselskabet i maj 2016 havde likviditet til at betale den gæld, der forfaldt i den nærmeste fremtid.

Østre Landsret støttede sin vurdering på:

  • oplysninger i selskabets revisionspåtegnede årsrapport for 2015
  • at der var overskud på den løbende drift med cirka 7,4 mio. kr.
  • at en del af årets dårlige resultat skyldtes en nedregulering af ejendomsselskabets ejendomsværdi med 115 mio. kr. pr. 31. december 2015.

Østre Landsret lagde yderligere til grund:

  • at ejendomsselskabet i løbet af efteråret 2016 var i dialog med en kreditor om et sælgerpantebrev på cirka 31,2 mio. kr., der forfaldt til betaling den 31. december 2016. Dialogen omhandlede betaling af et beløb på 1 mio. kr., og i december 2016 nåede parterne til enighed om et beløb på 2 mio. kr. – hvilket tillige var i den størrelsesorden, banken havde estimeret
  • at der fra fra sommeren 2016 var forhandlinger mellem ejendomsselskabet og dets realkreditinstitut om refinansiering af realkreditlånet
  • at det i starten af maj 2016 heller ikke måtte anses for usandsynligt, at der kunne ske hel eller delvis genudlejning af et areal, som en lejer i henhold til lejeaftalen skulle reducere sit lejemål med pr. 1. januar 2017

Østre Landsret fandt det altså ikke godtgjort, at ejendomsselskabet var insolvent den 9. maj 2016, eller at indfrielsen af erhvervslånet denne dato havde en sammenhæng med den insolvens, der omkring 8 måneder senere førte til selskabets konkurs.

Endvidere var det Østre Landsrets vurdering, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ejendomsselskabet ikke betalte moms og skat den 1. august og den 1. september – fordi ejendomsselskabet havde haft likviditet til det, hvis man havde besluttet sig for at betale.

Frifindelse: Banken havde uomstødelig sikkerhed

I relation til nedbringelsen af kassekreditten fra den 6. oktober 2016 og frem til den 30. december 2016 konkluderede Østre Landsret, at lejers lejeindbetalinger henholdsvis den 7. og 10. oktober 2016 gjorde, at den tilhørende kassekredit blev nedbragt, således at saldoen på kassekreditten den 10. oktober 2016 blev positiv. Saldoen forblev herefter positiv frem til konkursens indtræden, hvor den var på ca. 5,4 mio.

Det fremgik af sagen:

  • at banken den 15. juni 2007 – til sikkerhed for engagementet med ejendomsselskabet – havde fået uigenkaldelig primær transport i de til enhver tid værende huslejebetalinger i henhold til tre lejekontrakter med lejer, og at lejer var blevet underrettet om transporten.
  • at lejekontrakterne vedrørende de samme arealer med virkning fra den 1. januar 2014 blev samlet under én lejekontrakt med en samtidig reduktion af det lejede areal pr. 1. januar 2017.

Samme dag som sidstnævnte kontrakt blev underskrevet, underskrev lejer og ejendomsselskabet tillige en betinget afløsningsaftale, hvoraf det fremgik:

  • at den nye lejekontrakt skulle afløse de oprindelige lejekontrakter
  • at ophør af disse var betinget af, at parterne senest den 1. marts 2014 og med virkning fra den 1. januar 2014 indgik en endelig, ubetinget og bindende lejekontrakt vedrørende lejemålet
  • at lejers forpligtelser ved fraflytning blev maksimeret til 7,5 mio. kr.

På den baggrund – og da der ikke i forbindelse med den nye lejekontrakt blev aftalt nye vilkår vedrørende lejebetalingerne, som udgjorde sikkerheden, og da der endvidere ikke var berettiget tvivl om identifikationen af lejebetalingerne – fandt Østre Landsret, at banken havde uomstødelig sikkerhed i de lejebetalinger, der blev indbetalt på driftskontoens kassekredit henholdsvis den 7. og 10. oktober 2016.

Der kunne derfor ikke ske omstødelse af nedbringelse og indfrielse af kassekreditten i forhold til banken, da sikkerheden i lejebetalingerne ikke var opstået senere end 3 måneder før fristdagen.

Enig Højesteret gav bank medhold i principiel omstødelsessag

Holst, repræsenterede en bank i en sag om omstødelse af en kassekreditnedbringelse – først i Vestre Landsret og siden i Højesteret. Begge steder endte det med en sejr til banken.

Banken var blevet stævnet af konkursboet efter et bageri, der blev erklæret konkurs den 22. februar 2016.

Forud for konkursen blev bageriets kassekredit nedbragt med cirka 430.000 kr. fra den 30. december 2015 til den 27. januar 2016, hvor banken tiltrådte sit virksomhedspant.

Der var enighed om, at banken havde et uomstødeligt virksomhedspant på 1 mio. kr. Konkursboet mente dog, at nedbringelsen af kassekreditten – frem til bankens tiltrædelse af pantet – skulle omstødes efter konkurslovens § 67 og § 74, da banken ellers ville opnå en dobbeltdækning. Konkursboet mente ikke, at virksomhedspantets værdi gav banken fuldgod sikkerhed.

Sagen gav anledning til en række opsigtsvækkende spørgsmål, herunder:

  • Er et ikke-tiltrådt pant ikke pant?
  • Kan banken opnå en dobbeltdækning, hvis der ikke omstødes for perioden før tiltrædelse af pantet?
  • Hvad er virksomhedspantets værdi før tiltrædelsen?
  • Er kontant- og dankortindbetalinger på kassekreditten, der stammer fra salg af pantsatte varer, omfattet af pantet?

Associeret Partner Henrik Christian Strand og advokatfuldmægtig Marie Bayer Thode fra Holst, overbeviste først Vestre Landsret og siden Højesteret om, at nedbringelsen af kassekreditten ikke var omstødelig.

Højesteret tillagde det ikke betydning for resultatet, at banken ikke var tiltrådt pantet i den pågældende periode. Højesteret udtalte derimod, at indbetalingerne på kassekreditten i den pågældende periode (cirka 720.000 kr.) i væsentligt omfang udgjorde enten betalinger af fordringer omfattet af pantet eller betalinger i forbindelse med salg af varer og andre aktiver, der forinden havde været omfattet af virksomhedspantet.

Da boet heller ikke på anden måde havde godtgjort en berigelse for banken eller et tab for boet, vandt banken sagen – både i Vestre Landsret og Højesteret.

Gennemgang af telefonopkald vendte nederlag til sejr

En entreprenør var færdig med udbygningen af en havn, og det eneste, der manglede, var den sidste oprydning, som en enkelt medarbejder skulle tage sig af. Oprydningen krævede dog, at medarbejderen skulle vente på en lastbil, der kunne hjælpe med et tungt løft, men da lastbilen lod vente på sig, fik medarbejderen i stedet en lokal erhvervsdrivende med en rendegraver til at hjælpe – og i forbindelse med løftet kom medarbejderen til skade.

Medarbejderen krævede derfor erstatning af entreprenøren, og i første omgang fik medarbejderen medhold i byretten. Entreprenøren henvendte sig derefter til Holst,, hvor partner Jacob Fenger gik i gang med at undersøge sagen til bunds.

Jacob gennemgik blandt andet et stort antal telefonopkald mellem flere af de involverede parter, og denne kortlægning tydeliggjorde, at det forløb, som medarbejderen havde beskrevet i byretten, ikke stemte overens med det, der – ifølge telefonopkaldene – faktisk var sket.

Den grundige afklaring af alle detaljerne betød, at Landsretten dømte til fordel for entreprenøren, som dermed blev frifundet for et betydeligt erstatningskrav.

Kommune fik medhold i, at udskiftning af regnvandsbrønde kunne ske over en årrække

I en østjysk kommune var ristene over regnvandsbrøndene i sin tid blevet lagt, så de gik parallelt med vejen. Det gav imidlertid problemer for især racercykler, da disse cyklers dæk var så smalle, at de kunne køre ned i risten.

Kommunen besluttede derfor, at alle riste skulle vendes, så de gik på tværs af kørselsretningen. Men da det var en betydelig og omkostningstung opgave, blev det også besluttet, at det skulle ske i takt med, at ristene alligevel skulle udskiftes af andre årsager – hvilket i praksis betød, at udskiftningen ville strække sig over 15 år.

Da en cyklist faktisk kørte ned i en rist og væltede, besluttede personen sig for at lægge sag an mod kommunen med krav om, at alle kommunens riste blev vendt hurtigst muligt.

Seniorpartner i Holst,, Jens Andersen-Møller, bistod kommunen i retssagen, og kommunen fik medhold i, at udskiftningen kunne ske over en længere periode.

Forsyningsselskab undgik at betale erstatning for at gøre det rigtige

Da et kommunalt forsyningsselskab udskiftede en utæt vandledning med en ny, 100 procent velfungerende ledning, gav det udfordringer for nogle nærtliggende villaejere. Den utætte vandledning havde nemlig haft en dræningseffekt, og udskiftningen betød, at villaejerne nu fik problemer med vand i kælderen.

Villaejerne krævede derfor, at forsyningsselskabet lagde et dræn ned ved siden af den nye vandledning, og da selskabet afviste dette – fordi de jo havde rettet en fejl og ikke så sig ansvarlig for, at nogle havde haft fordel af denne fejl – lagde villaejerne sag an med krav om erstatning.

Jens Andersen-Møller, seniorpartner i Holst,, bistod forsyningsselskabet i retssagen, der endte med, at selskabet blev frifundet for erstatningsansvar – både i Byretten og Landsretten.

Ansvaret for et ødelagt fiberkabel afhang af én meter

Inden en entreprenør skulle i gang med anlægsarbejde, indhentede han – som man skal – oplysninger i det register, hvor alle danske ledningsejere registrerer placeringen af ledninger og kabler. Oplysningerne viste, at der var et fiberkabel placeret i graverenden, men da entreprenøren gik i gang med gravearbejdet, var der ikke noget fiberkabel at finde.

Entreprenøren gravede nu forsigtigt videre et stykke omkring, hvor kablet var registreret til at ligge, men til sidst gik maskinerne i gang med udgravningen. Det viste sig imidlertid, at kablet var placeret ca. to meter fra den placering, der var angivet i registret, og entreprenøren endte med at ødelægge kablet.

Det fik teleselskabet til at kræve erstatning, og det afgørende spørgsmål var naturligvis, hvor langt væk fra den angivne placering, fiberkablet befandt sig.

Jacob Fenger, partner i Holst,, bistod entreprenøren, og arbejdet omfattede blandt andet syn og skøn på gravestedet, hvor situationen blev genskabt, og afstandsforholdene blev afdækket helt præcist. Det var medvirkende til, at både by- og landsret frifandt anlægsentreprenøren, og dommen er nu en rettesnor for, hvordan lignende sager skal bedømmes – hvor entreprenøren skal være indstillet på, at der kan være 0,5-1 meters afvigelse fra registret, mens to meter er for meget.

Danske kommuner undgik merudgifter til vedligeholdelse af vejgrøfter

I forbindelse med oprensning af en vejgrøft ødelagde Hedensted Kommune et telefonkabel. Det fik teleselskabet til at kræve erstatning, fordi selskabet mente, at kommunen skulle have tjekket det landsdækkende register over kablernes placering, inden kommunen gik i gang med oprensningen.

Et af de afgørende spørgsmål var i den sammenhæng, om grøfterensning, der udføres med en maskine, kan betegnes som gravearbejde. Hvis svaret var ja, så skulle kommunen have tjekket registret, inden de gik i gang med arbejdet. Det ville ændre praksis for samtlige danske kommuner, som i givet fald skulle bruge tid og ressourcer på at indhente oplysninger om ledningers placering i de cirka 40.000 kilometer vejgrøfter i Danmark.

Jacob Fenger, partner i Holst, bistod Hedensted Kommune i retssagen mod teleselskabet – både i Landsretten og efterfølgende i Højesteret. Begge steder fik kommunen medhold i, at der ikke var tale om gravearbejde, og dermed kunne både Hedensted Kommune og de øvrige danske kommuner ånde lettet op og fortsætte med den hidtidige praksis.